København, 06/03/2026 - 16:02
Løsgænger samler nok underskrifter til at blive opstillet
Det lykkedes ikke at få Grønne Demokrater på stemmesedlen, og Theresa Scavenius stiller nu op som løsgænger.
Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix
Af: /ritzau/
Theresa Scavenius har samlet 150 underskrifter og har dermed nok til at komme på stemmesedlen som løsgænger til folketingsvalget den 24. marts.
Det oplyser Scavenius selv i en pressemeddelelse.
Indenrigsministeriet kan umiddelbart ikke bekræfte, at Scavenius er opstillet.
Det skyldes, at man har "tavshedspligt", indtil de officielle kandidatoversigter bliver offentliggjort cirka otte dage før valget.
Scavenius stiller op i Københavns Storkreds, hvor det ifølge hende selv vil kræve i omegnen af 20.000 stemmer at blive valgt ind.
Theresa Scavenius er stifter af partiet Grønne Demokrater, som hun har forsøgt at få opstillet til valget i marts.
Det måtte hun dog opgive, da hun ikke kunne samle nok vælgererklæringer.
Da Scavenius droppede at få partiet på stemmesedlen, havde partiet 8760 gyldige vælgererklæringer.
Man skal have cirka 20.000, før et parti kan blive opstillet.
Det er kun lykkedes to gange tidligere for en løsgænger at blive valgt til Folketinget.
Det skete senest i 1994, hvor entertaineren Jacob Haugaard kom ind - blandt andet på et valgløfte om mere medvind på cykelstien.
Han stillede op i Aarhus Amtskreds og fik 23.253 personlige stemmer.
/ritzau/




