Bruxelles, 13/05/2025 - 15:55
Kulturminister vil prioritere pressefrihed under dansk EU-formandskab
Jakob Engel-Schmidt siger, at pressefrihed og gennemsigtighed i sport er prioriteter under EU-formandskab.
Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix
Af: /ritzau/
Kultur og medier er afgørende faktorer i Europas forsvarsværn, mener kulturminister Jakob Engel-Schmidt (M).
Ifølge ham skal det være et af det danske EU-formandskabs prioriteter på kulturområdet at samle medlemslandenes kulturministre om en erklæring, der understreger netop det.
- Europa står i en urolig tid. De europæiske demokratier er under angreb fra fake news og udenlandsk påvirkning. Det kalder på oprustning, og her er kulturen og stærke, uafhængige medier afgørende forsvarsvåben, siger Engel-Schmidt i en pressemeddelelse.
Erklæringen, som han vil have sine europæiske kolleger til at bakke op om, skal slå fast, at frie medier og kultur er afgørende, "hvis de europæiske demokratier skal forblive stærke og modstandsdygtige".
Danmark overtager den 1. juli 2025 EU-formandskabet. Formandskabet leder samlinger og møder i EU-Ministerrådet og kan derfor være med til at sætte dagsordenen.
Ifølge Kulturministeriet vil det danske formandskab blandt andet indlede forhandlinger om forslag til kultur og medieområdet i forbindelse med EU's budget efter 2027.
I juli forventes EU-Kommissionen at præsentere en plan for EU's næste langsigtede budget for årene fra 2028 til 2035. Dermed forventes forhandlingerne om budgettet at begynde under dansk formandskab.
Derudover vil det danske formandskab sikre gennemsigtighed i sportens verden. Det gælder ifølge Kulturministeriet tildelingen af værtskab for internationale sportsbegivenheder.
Ifølge Jakob Engel-Schmidt skal dansk EU-formandskab sætte fokus på den frie presse.
- Det er samtidigt vigtigt, at vi sikrer ordentlige rammebetingelser i hele Europa for vores frie og uafhængige medier, siger han.
Senest måtte Frankrigs præsidentkontor mandag kommentere på angivelig misinformation, der bredte sig på sociale medier.
Det drejer sig om en video af Frankrigs præsident, Emmanuel Macron, Storbritanniens premierminister, Keir Starmer, og Tysklands forbundskansler, Friedrich Merz.
På videoen fjerner Macron hurtigt noget fra bordet foran sig, da pressen tager billeder af statslederne. På sociale medier er der opstået rygter om, at det var kokain, Macron fjernede fra bordet. Ifølge præsidenten er det en serviet.
- Det er fake news, der bliver spredt af Frankrigs fjender, både i udlandet og hjemme. Vi må forblive årvågne over for manipulation, oplyste præsidentkontoret ifølge nyhedsbureauet AFP.
/ritzau/