' /> '> Mexico sender over 800 ton nødhjælp til kriseramte Cuba
Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

Mexico City, 08/02/2026 - 23:12

Mexico sender over 800 ton nødhjælp til kriseramte Cuba

Cuba befinder sig i landets værste økonomiske krise i årtier - og det forsøger USA's præsident at udnytte.

Handout (jitendra Raj Bajrachary/Ritzau Scanpix

Af: /ritzau/

Mexico har sendt to skibe med nødhjælp til Cuba, som befinder sig i landets værste økonomiske krise i årtier.

Det oplyser det mexicanske udenrigsministerium ifølge nyhedsbureauet Reuters.

Forsendelsen på i alt 814 ton humanitær hjælp kommer, mens Mexico overvejer, hvordan landet kan levere olie til Cuba uden at blive straffet af USA.

USA's præsident, Donald Trump, har truet med told på lande, der sælger eller leverer olie til Cuba.

Han ønsker at afskære cubanerne for olie for at lægge pres på den kommunistiske østat. Trump har ikke lagt skjul på, at han ønsker at udskifte magthaverne i Cuba.

Mexico er en af de største olieleverandører til Cuba samt USA's vigtigste handelspartner. Ifølge det tyske nyhedsbureau dpa har Mexico allerede reduceret sine olieleverancer til Cuba den seneste tid efter pres fra USA.

Trumps administration har øget presset på Cuba, efter at USA fjernede Venezuelas præsident, Nicolás Maduro, fra magten i begyndelsen af januar.

Venezuela var hovedleverandør af olie til Cuba, og cubanerne har med afsættelsen af Maduro mistet en afgørende støtte. Venezuelas olie er en grundpille i Cubas økonomi.

Cubas økonomi er hårdt ramt. Der er mangel på mad og medicin, og cubanerne må leve med tilbagevendende strømafbrydelser.

Krisen er forårsaget af en kombination af strammere amerikanske sanktioner, dårlig styring af den indenlandske økonomi og kollapset af turismeindustrien som følge af coronapandemien, skriver nyhedsbureauet AFP.

Krisen har nu fået cubanerne til at reagere.

Cuba vil indføre en række tiltag, der skal sikre, at landet kommer igennem en potentiel energikrise. Landet vil prioritere brændstof til sundhedsvæsnet, forsvaret og fødevare- og vandforsyningen.

Foranstaltningerne skal sikre, at forbruget af brændstof begrænses.

For at mindske forbruget indfører regeringen også en fire-dages arbejdsuge, så der kun skal arbejdes fra mandag til torsdag i statsejede virksomheder, skriver AFP.

/ritzau/

TjekDet - faktatjek