Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

København, 02/03/2026 - 12:37

Skibsmaler fortæller dommere om færgekatastrofe for 36 år siden

Overlevende og pårørende kræver Søfartsstyrelsen dømt for svigt ved manglende kontrol af "Scandinavian Star".

Af: /ritzau/

I en retssag om myndighedernes påståede svigt i forhold til færgen "Scandinavian Star" er den første af de overlevende blevet afhørt mandag.

Det er skibsmaleren Mike Axdal fra Korsør, som i Retten i Næstved fortæller om panikken om bord, da passagerer og besætningsmedlemmer forsøgte at redde livet i en omfattende brand.

I alt 159 personer mistede livet i forbindelse med katastrofen. Den fandt sted natten til 7. april 1990 under færgens sejlads mellem Oslo og Frederikshavn.

Retssagen er rejst af 47 overlevende og pårørende. De kræver, at Søfartsstyrelsen bliver dømt for at have krænket deres menneskerettigheder.

Myndigheden svigtede ved ikke at kontrollere skibet, inden det blev sat i fart. Derfor skal hver af dem tilkendes en godtgørelse på 450.000 kroner, lyder kravet.

Søfartsstyrelsen vil frifindes.

De tre dommere bag podiet får af Mike Axdal beretningen om, hvordan det gik til, at han mistede to familiemedlemmer.

- Både min far og min bror omkom, fordi branddøren ikke var lukket, konstaterer Mike Axdal.

De var om bord, fordi Axdal havde indvilget i en opgave med malerarbejde flere steder på færgen.

- Det er enten min far eller bror, der i panik råber: "Det brænder, det brænder, vi skal ud", siger han fra vidneskranken.

I nattemørket og røgen lykkedes det ham at komme ud på agterdækket. Folk virkede til at være i chok.

- Vi står og kigger på en mand, der kom ud kun iført armbåndsur og underbukser, siger Axdal.

- Jeg havde et overlevelsesinstinkt. Jeg ville have min far og min bror ud. Jeg vælger at kravle ind igen, siger han. Men det lykkedes ikke at redde de to familiemedlemmer.

Fra dækket skulle børnene fires ned først. Da Axdal selv skulle ned i en redningsbåd, var det "noget af et chok at opleve, at der manglede et trin på rebstigen."

Han bemærkede også en stribe andre sikkerhedsmangler allerede inden katastrofebranden.

I et indlæg i retssagen har Søfartsstyrelsen blandt andet skrevet, at styrelsen ikke var bekendt med, at skibet skulle indsættes i rutefart.

Og at der ikke er bevis for, at styrelsen besad eller burde have besiddet mere konkret viden om skibets forhold, som kunne have givet styrelsen grund til at foretage en kontrol.

Mike Axdal var kørt om bord på "Scandinavian Star" i Cuxhaven i Tyskland og arbejdede undervejs til Frederikshavn, hvor det skulle indsættes på ruten.

Han fortæller dommerne, at han så to mænd med kedeldragter stå på kajen, da færgen lagde til i Frederikshavn en uges tid før katastrofen.

Enten stod der "Søfartsstyrelsen" eller "Statens Skibstilsyn" på ryggen af kedeldragterne, mener han.

/ritzau/



TjekDet - faktatjek