' /> '> Trump bekræfter: Irans øverste leder er død
Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

Washington D.C., 28/02/2026 - 22:57

Trump bekræfter: Irans øverste leder er død

Den øverste iranske leder, ayatollah Ali Khamenei, er dræbt, bekræfter USA's præsident Trump på Truth Social.

-, Chaim Goldberg, Andrew Caball/Ritzau Scanpix

Af: /ritzau/

USA's præsident, Donald Trump, bekræfter i et opslag på Truth Social, at Irans øverste leder, ayatollah Ali Khamenei, er død.

- Khamenei, en af de ondeste personer i historien, er død, skriver Trump.

Han uddyber ikke, hvor informationen stammer fra.

Tidligere lørdag aften skrev israelske medier, at Trump og den israelske premierminister, Benjamin Netanyahu, havde set fotos af den dræbte iranske ayatollah.

- Dette er ikke blot retfærdighed for Irans befolkning, men for alle store amerikanere og for mennesker fra mange lande verden over, som er blevet dræbt eller lemlæstet af ayatollah Ali Khamenei og hans bande af blodtørstige bøller.

Khameneis død er ikke umiddelbart bekræftet fra iransk side.

Men tidligere lørdag aften var der meldinger om spredte jubelråb i Irans hovedstad, Teheran, da rygterne begyndte at brede sig om den øverste leders død.

USA og Israel indledte natten til lørdag omfattende luftangreb mod Iran.

200 israelske jagerfly deltog i det, som Israels militær har betegnet som det mest omfattende luftangreb i det israelske luftvåbens historie.

Alene mod det hovedkvarter, hvor Khamenei mentes at opholde sig, blev der kastet 30 bomber, har Israels militær oplyst tidligere lørdag.

- Han var ude af stand til at undgå vores efterretningstjeneste og højt sofistikerede sporingssystemer, og i tæt samarbejde med Israel var der intet, hverken han eller de andre ledere, der er blevet dræbt sammen med ham, kunne gøre, lyder det fra Trump.

"Ayatollah" er en ærestitel i shiaislam. Den bruges om den øverste gruppe af teologer og retslærde.

/ritzau/

TjekDet - faktatjek