København, 12/05/2026 - 06:00
Mai Villadsen bliver direktør i interesseorganisation for kultur
Den tidligere politiske ordfører for Enhedslisten skal fremover stå i spidsen for Dansk Kulturliv.
Thomas Traasdahl/Ritzau Scanpix
Af: /ritzau/
Tidligere politisk ordfører i Enhedslisten Mai Villadsen har fået nyt job, efter at hun stoppede i Folketinget efter valget 24. marts.
Hun bliver direktør for Dansk Kulturliv, som er en fælles interesse- og samarbejdsorganisation for kulturlivets brancheorganisationer og Danmarks over 1100 kulturinstitutioner og -virksomheder.
- Jeg tager mine erfaringer fra Christiansborg med mig for at sikre, at kulturen kommer til at fylde mere - og at beslutningstagere i højere grad ser kulturen som en del af løsningen på de udfordringer, vi står med som samfund, siger Mai Villadsen tirsdag i en pressemeddelelse.
- Kulturen er helt central, når vi skal udvikle og ruste Danmark til den tid, vi står i. Kunst og kultur binder os sammen, skaber fællesskaber og åbner for nye perspektiver. Derfor skal langt flere have adgang til og mulighed for at deltage i kulturlivet, siger hun.
Mai Villadsen tiltræder som direktør 1. august, men arbejder fra denne måned som tiltrædende direktør.
Peter Mark Lundberg, der er bestyrelsesformand i Dansk Kulturliv og direktør i Dansk Scenekunst, ser frem til samarbejdet.
- Vi er meget glade for at få Mai Villadsen som direktør. Hun har både politisk tyngde og et stærkt engagement i vores formål.
- Med Mai Villadsen er det vores ambition at fortsætte vores vækst og styrke arbejdet for, at kunst- og kulturlivet står stærkt, både i samfundsdebatten og ikke mindst dér, hvor beslutningerne træffes, siger han.
Dansk Kulturliv blev grundlagt i 2021 og består af organisationerne Danske Museer, Dansk Scenekunst, Danmarks Biblioteksforening, Kulturhusene i Danmark, Dansk Live samt Danske Koncert- og Kulturhuse.
34-årige Mai Villadsen sad i Folketinget for Enhedslisten fra 2019 til i år, inden hun faldt for partiets interne rotationsregler. Forinden var hun også politisk rådgiver i partiet.
I begyndelsen af sin tid i Folketinget var hun kulturordfører for Enhedslisten, og fra 2021 til 2023 var hun partiets politiske ordfører.
/ritzau/




