Reykjavik, 16/01/2026 - 04:41
Islændinge raser efter Trump-støtte joker med at overtage Island
Trumps nominerede til ambassadørpost i Island er kommet i massiv modvind midt i diplomatisk strid om Grønland.
Andrew Harnik/Ritzau Scanpix
Af: /ritzau/
Tusindvis af mennesker har skrevet under på en underskriftsindsamling i Island, der opfordrer landets udenrigsminister til at afvise USA's præsident Donald Trumps bud på en amerikansk ambassadør i det nordiske land.
Det skriver The Guardian.
Islændingene er vrede, efter at Donald Trumps nominerede til ambassadørposten i Island, Billy Long, angiveligt har joket med, at Island burde blive en ny amerikansk delstat, og at han selv skulle være guvernør.
Politico skrev onsdag første gang om Billy Longs bemærkninger.
Det skete blot få timer før, at den danske udenrigsminister, Lars Løkke Rasmussen, mødtes med repræsentanter fra Trump-administrationen og Grønland i USA for at tale om Trumps ønske om at overtage Grønland.
Reaktionen fra Island kom prompte. Islands udenrigsministerium sagde i en erklæring til The Guardian, at de havde kontaktet den amerikanske ambassade for at få afklaret sagen.
De ville høre, om det var sandt, hvad Billy Long havde sagt, skriver avisen.
Underskriftsindsamlingen i Island opfordrer Islands udenrigsminister til at afvise Long som amerikansk ambassadør i Island.
- Disse ord, udtalt af Billy Long, som Donald Trump har nomineret som ambassadør i Island, kan være sagt som en joke.
- Alligevel er de krænkende over for Island og det islandske folk, som har måttet kæmpe for deres frihed og altid har været en ven af USA, lyder det i underskriftsindsamlingen, som knap 4000 har skrevet under på.
Billy Long har ifølge mediet Artic Today undskyldt for sine udtalelser.
- Jeg undskylder, og det er min eneste kommentar. Jeg ser frem til at arbejde med det islandske folk, og jeg beklager, at det blev opfattet på den måde.
- Jeg var sammen med en gruppe venner, og der var ikke noget seriøst i det, siger Billy Long ifølge Artic Today.
/ritzau/




