London, 27/09/2025 - 10:10
Holocaustoverlever og mand dør på selvmordsklinik i Schweiz
Ægtepar forberedte besked til familie og venner om dødsfald, inden de tog til klinik i Schweiz.
Af: /ritzau/
Den polskfødte, britiske holocaustoverlever Ruth Posner er sammen med sin mand, Michael, død på en klinik for assisteret selvmord i Schweiz.
Det skriver BBC.
Posner, der blev 96 år, havde en karriere som skuespiller og danser.
Hun menes at være død på Pegasos-klinikken nær Basel.
Inden da havde parret til familie og venner sendt en besked, som The Times skrev om som første medie.
I beskeden står, at parret "undskylder ikke at have nævnt det, men når du modtager denne besked, så har vi forladt denne jordiske tilværelse".
Hendes mand blev 97 år.
- Beslutningen var fælles og uden pres udefra. Vi har levet et langt liv og været sammen i næsten 75 år, står der.
- Der kom et punkt, hvor svigtende sanser - syn og hørelse - og mangel på energi ikke var at leve, men at eksistere, skriver parret og uddyber, at behandling ikke gav mulighed for bedring.
Mange af Ruth Posners familiemedlemmer blev dræbt under Holocaust - nazisternes folkedrab på jøder under Anden Verdenskrig. Det gjaldt blandt andet for hendes forældre.
Posner selv lykkedes med hjælp fra sin far at undslippe Radom-ghettoen syd for Warszawa, Polens hovedstad.
Tusindvis af jøder i ghettoen blev bragt til udryddelsescentrene Auschwitz og Treblinka.
I en alder af 16 år kom hun til Storbritannien efter blandt andet at have levet i skjul på en gård nær byen Essen.
/ritzau/