Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

Manama, 11/06/2026 - 03:10

Iran melder om angreb på amerikanske baser i Bahrain og Kuwait

Luftalarmer lyder natten til torsdag over Bahrain, hvor Iran hævder at have rettet droneangreb mod flådebase.

Af: /ritzau/

Den iranske hær har natten til torsdag rettet angreb mod en amerikansk flådebase i Bahrain.

Det skriver iranske statsmedier ifølge nyhedsbureauet Reuters.

Her lyder det, at der er tale om droneangreb.

Det sker ifølge det iranske militær som reaktion på, at USA udfører angreb mod det sydlige Iran.

- Denne bølge af droneangreb var rettet mod kommunikationsudstyr og radaranlæg tilhørende Patriot-systemet ved den femte flåde i Bahrain, skriver de iranske nyhedsbureauer Fars og Mehr ifølge AFP på den krypterede beskedtjeneste Telegram.

Fra Irans Revolutionsgarde (IRGC) lyder det natten til torsdag ifølge AFP, at den både har rettet angreb mod amerikanske baser i Bahrain og Kuwait.

Luftalarmer lyder natten til torsdag over Bahrain. Det oplyser landets indenrigsministerium i et opslag på det sociale medie X.

- Indbyggere opfordres til at forholde sig i ro og søge mod det nærmeste sikre sted, skriver ministeriet.

USA meddelte sent onsdag aften, at landet for anden aften i træk har indledt angreb mod Iran.

De bliver ifølge USA udført i selvforsvar og som et svar på Irans uberettigede og fortsatte aggression, skrev det amerikanske militærs centralkommando, Centcom, sent onsdag aften i et opslag på X.

/ritzau/

TjekDet - faktatjek