Vejle, 12/05/2025 - 21:55
Vejle-træner efter sejr i bundbrag: Alle dømte os ude
Efter at have tabt sæsonens ti første kamp kan Vejle nu selv afgøre, om klubben skal overleve i Superligaen.
Claus Fisker/Ritzau Scanpix
Af: /ritzau/
Efter at have ligget under nedrykningsstregen siden slutningen af juli kravlede Vejle mandag aften over stregen med en sejr på 2-0 over Lyngby.
Selv om Vejle tabte de ti første kampe, og det længe har set mere end svært ud, har holdet fortsat med at kæmpe.
- Nu har vi givet os retten til at spille om det til det sidste. I havde jo alle sammen dømt os ude, og det kan også være, at det ender sådan, men vi er her stadig, og vi kæmper til det sidste, siger cheftræner Steffen Kielstrup til TV 2 Sport ifølge bold.dk.
Vejle kom tidligt foran ved Anders K. Jacobsen, og så skete der ikke så meget, før Musa Juwara øgede i sidste tillægsminut.
Kampen vil ikke blive husket for sit gode spil, erkender træneren.
- Det var ikke, fordi det var en køn fodboldkamp, men vi har også spillet lidt bedre uden at have vundet, så jeg er tilfreds med kampens forløb, siger Kielstrup.
I den anden lejr var træner Morten Karlsen skuffet. Han havde svært ved at genkende sit hold, der måtte undvære Lucas Lissens, Magnus Jensen og Mathias Hebo.
Karlsen antyder, at de er tilbage, når Sønderjyske venter i næstsidste runde.
- Jeg stiller højest sandsynligt en anden startopstilling, siger Morten Karlsen til TV 2.
- På den måde får vi noget genkendelighed, og nu er vi psykologisk bevidste om, at vi skal til Sønderjyske for at vinde.
Før de to sidste spillerunder af nedrykningsspillet ligger Vejle over stregen med 25 point, mens både Lyngby og AaB under stregen har 24 point.
I de to sidste runder skal Vejle møde Viborg ude og Sønderjyske hjemme, mens Lyngby først gæster Sønderjyske og slutter af hjemme mod AaB, som forinden tager imod Silkeborg.
/ritzau/