Kyiv, 01/06/2025 - 17:37
Rusland beskylder Ukraine for angreb på militærfly i Sibirien
Rusland har anholdt mistænkte efter angreb på luftbaser i fem regioner, meddeler ministerium ifølge Interfax.
Social Media/Reuters
Af: /ritzau/
Ukraine har ifølge prorussiske bloggere søndag eftermiddag udført et omfattende luftangreb på russiske militærfly i Sibirien.
Det skriver nyhedsbureauet Reuters.
Ruslands forsvarsministerium beskylder Ukraine for at have foretaget "terrorangreb" med droner mod luftbaser. Ministeriet bekræfter, at adskillige fly brød i brand efter angrebene.
Dronerne har ramt mål i fem regioner: Murmansk, Ivanovo og Rjasan i det vestlige Rusland samt Irkutsk i det sydlige Rusland og Amur, der ligger i det sydøstlige Rusland.
Russiske myndigheder har anholdt et antal formodede gerningsmænd, skriver det statslige russiske nyhedsbureau Interfax ifølge Reuters.
Tidligere søndag havde en unavngiven ukrainsk efterretningskilde fortalt, at den ukrainske efterretningstjeneste SBU har gennemført et droneangreb på 41 russiske militærfly.
Ifølge det ukrainske medie Kyiv Independents oplysninger skal bombeflyene være ramt på fire forskellige luftbaser.
Luftbaserne ligger angiveligt forskellige steder i Rusland, fortæller en efterretningskilde til mediet.
Hvad angår angrebet i Sibirien, skal der være tale om det første ukrainske angreb i Rusland så langt fra den ukrainsk-russiske grænse.
Stedet, hvor det skal være sket, ligger mere end 4300 kilometer fra frontlinjen i Ukraine.
Videoer og billeder, som er delt på sociale medier, viser russiske bombefly, der er brudt i brand på Belaya-luftbasen, der ligger nord for Irkutsk.
Optagelserne og billederne er ikke blevet verificeret, og det er derfor uvist, om de er ægte.
Kilden i det ukrainske efterretningsvæsen siger, at angrebet blandt andet ramte Tu-95- og Tu-22-bombefly. Dem har Rusland brugt til at affyre langtrækkende missiler mod Ukraine.
Efterretningskilden fortæller til Kyiv Independent, at planlægningen af operationen har varet halvandet år.
Dronerne, der blev anvendt til angrebene, blev ifølge kilden transporteret ind i Rusland af SBU inden operationen og blev skjult under taget på lastvognene.
Taget blev angiveligt løftet til side ved hjælp af en fjernbetjent anordning, inden dronerne blev aktiveret.
Meldingen om angrebene i Rusland kommer, dagen inden at repræsentanter fra Rusland og Ukraine skal mødes i den tyrkiske storby Istanbul for at forhandle om en våbenhvile.
/ritzau/