Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

København, 29/07/2026 - 20:28

Amerikansk centralbank fastholder rente for femte gang i streg

Feds beslutning om at holde rente i ro vil give lavere danske renter, vurderer chefanalytiker.

Eric Lee/Reuters

Af: /ritzau/

Den amerikanske centralbank (Fed) fastholder styringsrenten i intervallet mellem 3,5 og 3,75 procent.

Det meddeler centralbanken onsdag aften efter et rentemøde, skriver Reuters.

Det er femte gang i træk, at Fed holder renten i ro.

Centralbanken fik tilbage i foråret en ny mand i spidsen i form af Kevin Warsh. Det skete, efter at hans forgænger Jerome Powells periode var udløbet.

Forinden havde præsident Donald Trump over en længere periode udtrykt utilfredshed med Powell. Trump mente blandt andet, at Powell skulle sænke renten.

På det første rentemøde med Kevin Warsh i spidsen i juni blev styringsrenten fastholdt i det nuværende interval.

Den seneste beslutning kommer til at give lavere danske renter, når markederne åbner torsdag. Det vurderer Sune Maltha-Thagaard, chefanalytiker hos Totalkredit.

- Vi ved ikke præcist, hvor meget det slår igennem på danske renter i morgen, men det sætter tonen og peger en pil nedad. Det vil give en lidt højere kurs på det fastforrentede 4-procentlån og en lidt lavere F5-rente, skriver han i en kommentar.

RITZAU

TjekDet - faktatjek