Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

Kyiv, 14/02/2025 - 12:59

Medie: Ukraine har afleveret udkast til mineralaftale til USA

Donald Trump har foreslået, at USA får adgang til jordarter i Ukraine i bytte for amerikansk støtte.

Shannon Stapleton/Reuters

Af: /ritzau/

Ukraine har afleveret et udkast om en mineralaftale til USA.

Det oplyser to kilder fra den ukrainske delegation, som deltager i en sikkerhedskonference i den tyske by München, til Reuters.

Ifølge en af kilderne har man fra amerikansk side bedt om tid - helt præcist frem til klokken 17 dansk tid - til at vurdere udkastet.

Der er endnu ingen meldinger om, hvad udkastet til aftalen konkret indebærer.

USA's præsident, Donald Trump, har tidligere luftet idéen om en byttehandel med Ukraine, hvor det krigsramte land kan give sjældne jordarter og mineraler til USA til gengæld for amerikansk støtte.

Imens har Ukraines præsident, Volodymyr Zelenskyj, sagt, at amerikanske selskaber er mere end velkomne til at investere i sjældne jordarter i Ukraine.

USA har siden krigens begyndelse i 2022 hjulpet Ukraine med både humanitær bistand og en omfattende mængde våben og ammunition.

Leveringerne ventes at fortsætte i de kommende måneder. Der er dog tale om tiltag, der blev sat i gang, mens Joe Biden var præsident i USA.

Siden Donald Trumps indsættelse i slutningen af januar er der ikke blevet præsenteret nogen nye støttepakker til Ukraine. Den nye præsident har samtidig ikke givet klart udtryk for, om støtten vil fortsætte som hidtil.

Præsidenten er ikke blandt deltagerne i sikkerhedskonferencen i München, der fra varer fra fredag til søndag.

Til gengæld deltager vicepræsident J.D. Vance og Volodymyr Zelenskyj.

Ifølge en af kilderne skulle de to have mødtes fredag morgen, men mødet er - på anmodning fra den amerikanske lejr - blevet udskudt til klokken 17.

Trump har flere gange sagt, at det ligger ham meget på sinde at stoppe krigen i Ukraine, der har varet i næsten tre år. Og i denne uge har han haft en længere telefonsamtale med Ruslands præsident, Vladimir Putin.

Fredag har J.D. Vance sagt, at Europa "selvfølgelig" skal være en del af de forhandlinger, der handler om at afslutte krigen.

Det skete, efter at en journalist havde spurgt ham om, hvorvidt Europa bør være involveret i forhandlingerne sammen med USA, Rusland og Ukraine. Det skriver AFP.

Fra dansk side deltager både statsminister Mette Frederiksen (S), udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (M) og forsvarsminister Troels Lund Poulsen (V) i konferencen i München.

/ritzau/

København, 14/01/2026 - 06:29

Kong Frederik har selv indtalt sin bog som lydbog

Fra i dag er bogen "Kongeord" frit tilgængelig som e-bog og lydbog, som er indlæst af kongen selv.

Kong Frederik har selv indtalt bogen "Kongeord", som udgives som lydbog på kongehusets platforme og andre platforme for lydbøger og podcasts.

Det skriver kongehuset på sin hjemmeside.

Både lydbogen og e-bogen er fra onsdag frit tilgængelige.

Det er tidligere blevet meldt ud, at kongehuset har fået overdraget rettighederne til at distribuere den digitale udgave af bogen.

Bogen er skrevet af forfatter Jens Andersen og blev oprindeligt udgivet af Politikens Forlag i 2024.

Den trykte udgave af bogen vil fortsat kunne købes som hidtil, skriver kongehuset.

Det samme vil den oprindelige udgave af lydbogen, som er indtalt af Sigurd Holmen le Dous.

Kong Frederik har indtalt den originale udgave af bogen, hvori kongen deler sine tanker og overvejelser om kongegerningen.

Han har indtalt bogen på Amalienborg i slutningen af 2025 og starten af 2026, lyder det.

"Kongeord" udkom få dage efter tronskiftet 14. januar 2024. Her overtog kong Frederik tronen fra sin mor, dronning Margrethe.

/ritzau/

Læs Mere >>

TjekDet - faktatjek