Aalborg, 29/06/2025 - 11:11
Regn og blæst ændrer DM-konkurrencer: En kalkuleret risiko
Ved at rykke mange af sportsbegivenhederne ved DM-ugen ud i det fri er arrangørerne sårbare over for vejret.
René Schütze/Ritzau Scanpix
Af: /ritzau/
Det virker umiddelbart som en no-brainer. Ryk sportsbegivenhederne tæt på hinanden nede ved havnefronten, hvor folk fra Aalborg og omegn kan samles om at overvære de mange forskellige konkurrencer ved DM-ugen.
Men der er også en bagside. Hård blæst og regn har ført til, at nogle af de planlagte arrangementer i Aalborg er blevet aflyst eller ændret.
Det er en kalkuleret risiko, forklarer Britt Spangsberg, der er chef for kommunikation og events i Danmarks Idrætsforbund (DIF).
- Det er selvfølgelig super ærgerligt. Men vi går ikke på kompromis med atleters og tilskueres sikkerhed.
- En del af konkurrencerne foregår udendørs, og det er med til at give nogle spektakulære oplevelser. Vi har set, hvor mange tilskuere det har tiltrukket under DM-ugen, at vi benytter byens rum.
- Det betyder også, at der er en kalkuleret risiko, for vejret kan vi ikke kontrollere, siger DIF-chefen.
Lørdag blev kvindernes finale i basketballdisciplinen 3x3 udsat på grund af regnvejr. Selv om banen var overdækket, blæste støvregn ind fra siden og gjorde banen glat.
Det lykkedes at færdiggøre den efter en pause, men da det blev mændenes tur, tog regnen igen til. Kampen blev afbrudt, og det lykkedes ikke at gennemføre den.
Søndag skulle det store DM i idrætsgymnastik på samme vis være foregået ved kajen i et stort anlagt show, men udsigten til kraftige vindstød fik arrangørerne til at rykke det ind i Stadionhallen.
Af samme årsag kan det ikke vises på tv, og sporten går dermed glip af værdifuld eksponering.
- Man går selvfølgelig glip af noget livetransmission, men det er en kalkuleret risiko, at der kan ske aflysninger i den fri luft, siger Britt Spangsberg.
- Vi kommer ikke til at rykke DM-ugen indendørs, for det ville være alternativet. Så går noget af oplevelsen og det spektakulære ved DM-ugen af. Men i alle tilfælde, hvor vi kan have en plan B, har vi selvfølgelig det.
Søndag er sidste dag ved DM-ugen. Her skal danmarksmestrene i landevejscykling og bordtennis blandt andet findes.
/ritzau/