Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

Bruxelles, 23/02/2026 - 11:50

Medie: Island kan holde EU-folkeafstemning i august

Planer om EU-afstemning er ifølge Politico fremrykket i kølvandet på Trump-told og Grønland-situationen.

Af: /ritzau/

Island overvejer at afholde en folkeafstemning i august om at genstarte tiltrædelsesforhandlinger med EU.

Det skriver mediet Politico, der henviser til to anonyme kilder med kendskab til landets planer.

En udmelding fra det islandske parlament ventes i løbet af de næste få uger.

Den islandske regering har et mål om senest i 2027 at afholde en folkeafstemning, og nu lader planen til at være blevet rykket frem i kølvandet på USA's toldforhøjelser og ønske om at overtage Grønland.

Island søgte om EU-medlemskab i 2009 og indledte forhandlinger året efter om tiltrædelse.

Men processen blev stoppet i 2013 efter ønske fra den daværende regering i Island.

En anonym kilde siger til Politico, at Island potentielt vil kunne slutte sig til EU før noget andet kandidatland, hvis islændingene ender med at stemme ja.

/ritzau/

TjekDet - faktatjek