Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

København, 18/01/2024 - 03:13

Stockholm Bloodbaths stjernecast begejstrer ikke anmeldere

I filmen spiller Claes Bang rollen som Christian II. Også Mikkel Boe Følsgaard og Ulrich Thomsen spiller med.

Thomas Traasdahl/Ritzau Scanpix

Af: /ritzau/

Godt nok er svenske Mikael Håfströms film "Stockholm Bloodbath" spækket med stjerner, men det er ikke nok til at begejstre anmelderne.

"Henret filmholdet" lyder det fra Ekstra Bladets Rene Fredensborg om filmen, der har premiere torsdag.

- For "Stockholm Bloodbath" er desværre en dybt latterlig parodi på den autentiske historie om dengang, Christian d. 2 i 1520 fik henrettet hele 82 af sine svenske modstandere. Biskopper, adelige og sågar deres tjenestefolk, skriver Fredensborg i Ekstra Bladet.

Filmen forsøger at genskabe det stockholmske blodbad, der fandt sted i november 1520, efter at den danske kong Christian II's kroning som konge af Sverige. Kongen lod henrette mere end 82 medlemmer af den svenske adel, gejstlighed og borgerstand.

I filmen spiller danske Claes Bang rollen som Christian II, i Sverige kendt som Kristian Tyran. Også Mikkel Boe Følsgaard, Jakob Oftebro, Ulrich Thomsen og Alba August præger rollelisten.

Heller ikke Informations anmelder Christian Monggaard er tilfreds. Han kalder "Stockholm Bloodbath" for "et værre rod af en film". Filmmagasinet Ekko giver filmen to stjerner ud af seks mulige.

- Hovederne ruller i det splattede drama om det stockholmske blodbad, men instruktionen er rundt på gulvet i den meget lange film, skriver anmelder Bo Tao Michaëlis.

Filmen varer i alt 2 timer og 25 minutter og er indspillet på engelsk for at rette sig mod et internationalt publikum.

Den længde er dog ikke faldet i god jord hos Jyllands-Postens anmelder Frederik Asschenfeldt Vandrup, der ligeledes giver filmen to stjerner ud af seks mulige.

- Voldsomt skuffende, men samtidig - som det harmonikasammenstød, "Stockholm Bloodbath" er - også sært fascinerende at betragte, skriver avisens anmelder.

Lidt mere positivt stemt er Kristeligt Dagblad. Her får filmen tre stjerner ud af seks.

- Nordisk storfilm finder aldrig balancen mellem komik og alvor, lyder det i avisen.

/ritzau/

København, 14/01/2026 - 06:29

Kong Frederik har selv indtalt sin bog som lydbog

Fra i dag er bogen "Kongeord" frit tilgængelig som e-bog og lydbog, som er indlæst af kongen selv.

Kong Frederik har selv indtalt bogen "Kongeord", som udgives som lydbog på kongehusets platforme og andre platforme for lydbøger og podcasts.

Det skriver kongehuset på sin hjemmeside.

Både lydbogen og e-bogen er fra onsdag frit tilgængelige.

Det er tidligere blevet meldt ud, at kongehuset har fået overdraget rettighederne til at distribuere den digitale udgave af bogen.

Bogen er skrevet af forfatter Jens Andersen og blev oprindeligt udgivet af Politikens Forlag i 2024.

Den trykte udgave af bogen vil fortsat kunne købes som hidtil, skriver kongehuset.

Det samme vil den oprindelige udgave af lydbogen, som er indtalt af Sigurd Holmen le Dous.

Kong Frederik har indtalt den originale udgave af bogen, hvori kongen deler sine tanker og overvejelser om kongegerningen.

Han har indtalt bogen på Amalienborg i slutningen af 2025 og starten af 2026, lyder det.

"Kongeord" udkom få dage efter tronskiftet 14. januar 2024. Her overtog kong Frederik tronen fra sin mor, dronning Margrethe.

/ritzau/

Læs Mere >>

TjekDet - faktatjek