Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

Washington D.C., 15/05/2026 - 00:09

Israel og Libanon forsøger at nå frem til ny våbenhvile

Våbenhvile mellem Israel og Libanon står til at udløbe fredag. Embedsmand melder om positive forhandlinger.

Af: /ritzau/

Forhandlere fra Israel og Libanon mødtes torsdag i den amerikanske forbundshovedstad, Washington D.C., hvor de har haft produktive og positive forhandlinger om at forlænge en aftale om våbenhvile mellem de to lande.

Det siger en unavngiven embedsmand fra det amerikanske udenrigsministerium til nyhedsbureauet Reuters.

Forhandlingerne vil fortsætte fredag, siger en embedsmand fra ministeriet til AFP. Det fremgår ikke, om det er den samme embedsmand, som Reuters har talt med.

- Vi har haft en hel dag med produktive og positive forhandlinger, der varede fra klokken 9 til 17 (15 til 23 dansk tid, red.). Vi ser frem til at fortsætte i morgen og håber på at kunne fortælle mere på det tidspunkt, siger embedsmanden til AFP.

Våbenhvilen mellem Israel og Libanon trådte i kraft den 17. april og er sidenhen blevet forlænget. Senest blev aftalen forlænget med tre uger den 24. april.

/ritzau/

TjekDet - faktatjek