' /> '> USA angriber Iran efter nedskydning af helikopter
Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

Washington D.C., 10/06/2026 - 03:38

USA angriber Iran efter nedskydning af helikopter

USA's militær har angrebet kontrolstationer og radaranlæg. Angrebene blev natten til onsdag meldt afsluttet.

Nathan Howard/Reuters

Af: /ritzau/

USA's militær har afsluttet angreb mod Iran, der blev indledt tirsdag aften dansk tid.

Det skriver det amerikanske militærs centralkommando, U.S. Central Command, kort før klokken tre natten til onsdag dansk tid i et opslag på det sociale medie X.

USA's militær oplyste tirsdag aften, at det klokken 23.00 dansk tid havde indledt angreb mod Iran.

Angrebene skete ifølge USA i selvforsvar og som svar på, at en amerikansk militærhelikopter mandag blev skudt ned nær Hormuzstrædet.

- Styrker angreb iranske luftforsvarssystemer, jordbaserede kontrolstationer og radaranlæg nær Hormuzstrædet med præcisionsvåben affyret af amerikanske kampfly fra luftvåbnet og flåden, skriver Centcom og tilføjer:

- Missionen er et proportionalt svar på de seneste angreb mod amerikanske styrker og internationale handelsskibe, der sejler igennem de regionale farvande.

Irans Revolutionsgarde (IRGC) skriver natten til onsdag i en udtalelse, der ifølge nyhedsbureauet Reuters er blevet offentliggjort i iranske medier, at USA har angrebet havnebyen Jask, Sirik og øen Qeshm. Alle tre steder ligger nær Hormuzstrædet.

- En telekommunikationsmast i Sirik er blevet beskadiget og to vandtanke i byen er blevet ødelagt, skriver IRGC.

USA's præsident, Donald Trump, omtalte sent tirsdag aften det amerikanske angreb som stærkt og kraftfuldt. Det skete i et telefoninterview med ABC News.

- Det her er et modsvar på, hvad de gjorde mod vores helikopter i nat, og jeg mener, at reaktionen skal være meget stærk og meget kraftfuld - og det er præcis, hvad dette er, siger han.

Tidligere tirsdag havde Trump varslet, at USA havde planer om at gengælde angrebet på den amerikanske helikopter.

Helikopteren styrtede ned nær Omans kyst. Fra amerikansk side lød det, at de to besætningsmedlemmer var blevet "reddet inden for to timer" og var i stabil tilstand.

Meldingerne om helikopterstyrtet kom, efter at kamphandlinger i regionen først eskalerede med nye angreb mellem Iran og Israel, inden Irans samlede kommando for landets væbnede styrker mandag erklærede landets militære operationer mod Israel for afsluttet.

/ritzau/

TjekDet - faktatjek