Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

København, 12/07/2023 - 08:00

FAKTA: Så meget skal du spare

Af: Af Signe Haahr Pedersen, Ritzau Fokus

Jo længere du bor fra den tyske grænse, jo mere skal du kunne spare, for at køreturen til de tyske grænsebutikker kan betale sig.

* Skagen: 2726,73 kroner (801,4 kilometer tur-retur).  

* Aalborg: 1999,97 kroner (587,8 kilometer tur-retur).

* Aarhus: 1245,98 kroner (366,2 kilometer tur-retur).

* Esbjerg: 779,84 kroner (229,2 kilometer tur-retur).

* Odense: 1056,80 kroner (310,6 kilometer tur-retur).

* København: 1250,74 kroner (367,6 kilometer tur-retur).

* Helsingør: 1492,32 kroner (438,6 kilometer tur-retur).

* Aabenraa: 227,28 kroner (66,8 kilometer tur-retur).

Kilde: Bilbasen og Spar Nord. Afstanden tur-retur fra København og Helsingør er med udgangspunkt i en tur til Puttgarden, og priserne er eksklusive udgifter til færge. Afstandene for de øvrige byer er med udgangspunkt i en tur til Harrislee.

/ritzau fokus/

København, 04/11/2025 - 14:38

Rørt TV 2-profil er tilbage på skærmen efter kræftforløb

Philip Davali/Ritzau Scanpix

I februar måtte TV 2-værten Troels Mylenberg tages af skærmen og indlægges med kræft. Nu er han tilbage på TV 2 News og glæder sig til kommunalvalget.

Det var ikke med sin gode vilje, at TV 2-profilen Troels Mylenberg måtte trække sig fra skærmen, da han i februar fik konstateret kræft i tyktarmen.

Men nu er Troels Mylenberg erklæret kræftfri og tilbage på TV 2's sendeflade.

Mandag tonede han for første gang igen frem på skærmen som vært på TV 2's nyheder, og efter udsendelsen strømmede det ind med beskeder fra nær og fjern.

Det fortæller Troels Mylenberg til Ekstra Bladet.

- Det er dejligt og meget rørende at være tilbage. Folk er enormt søde. Seerne er søde, jeg er væltet med søde beskeder, siger han.

Der er så mange beskeder, at han ikke kan nå at besvare dem alle, uddyber han.

55-årige Troels Mylenberg er vært på TV 2 News og er tidligere politisk redaktør på kanalen.

- Det betyder mere, end man tror, når man har været væk så længe, som jeg har, at blive mindet om, at det er vigtigt, at man er der, siger han til Ekstra Bladet.

Lige inden juletid sidste år fik Troels Mylenberg alvorligt ondt i maven. Han tog ikke nærmere bestik af smerterne og fortsatte sit arbejde, men i februar blev de så slemme, at han måtte indlægges.

Det skulle vise sig at være tyktarmskræft, der havde spredt sig til leveren, mave og bughule.

I september lagde Troels Mylenberg et opslag på det sociale medie Facebook, hvor han fortalte, at hans første tanke var, at sygdommen ville tage livet af ham. Men efter en måneds tid kunne lægerne fortælle, at der var håb forude - hvis altså bare kemoterapien virkede, som den skulle.

Troels Mylenberg skrev videre, at han modtog kemoterapi i 22 døgn, og at han fik fjernet halvdelen af tyktarmen.

Lægerne kunne efterfølgende fortælle, at kræften var væk.

- Men der er ingen grund til at underdrive, hvor voldsomt forløbet har været, lød det yderligere fra TV 2-værten i Facebook-opslaget.

Nu glæder han sig til at dække det igangværende kommunalvalg, da politik betyder særligt meget for den erfarne News-vært, fortæller han til Ekstra Bladet.

/ritzau/

Læs Mere >>

København, 04/11/2025 - 14:22

Smukfest sælger alle partoutbilletter på under halvanden time

Helle Arensbak/Ritzau Scanpix

Over et halvt år før Smukfest finder sted, melder festivalen, at deres partoutbilletter er udsolgt.

Smukfest melder udsolgt af partoutbilletter til næste års festival. Endagsbilletterne til fredag og lørdag er også udsolgt.

Det skriver Smukfest på Facebook.

Billetsalget åbnede tirsdag klokken 10, og der blev meldt udsolgt mindre end halvanden time senere.

Ifølge Århus Stiftstidende var der et problem på Smukfests hjemmeside, hvilket gjorde, at de festivalinteresserede besøgende ikke kunne tilgå hjemmesiden det første kvarter.

Klokken 10.35 var fredagsarmbåndene væk, og det samme gjaldt lørdagsarmbåndene klokken 11.10.

Partoutbilletterne blev udsolgt klokken 11.17, skriver avisen.

Smukfest har indtil videre løftet sløret for ni af de kunstnere, der kommer forbi festivalen.

Det tæller blandt andre Lewis Capaldi, Kesi, Lukas Graham, Poul Krebs og Ulige Numre.

Der er stadig endagsbilletter tilbage til onsdag, torsdag og søndag.

I 2023 blev partoutbilletterne til det efterfølgende års festival udsolgt på 56 minutter. Dengang blev der solgt 30.000 partoutbilletter.

En partoutbillet til Smukfest, der foregår i Bøgeskoven, koster 3695 kroner.

Festivalen ved Skanderborg bliver næste år afholdt fra 2. til 9. august 2026.

/ritzau/

Læs Mere >>

, 04/11/2025 - 10:00

FAKTA: Husk din forskudsopgørelse ved livsændringer

Din forskudsskat beregnes ud fra de oplysninger, som Skattestyrelsen har fra de seneste år. Du bør derfor reagere, hvis noget har ændret sig nævneværdigt som for eksempel:

* Hvis du er gået meget op eller ned i indkomst.

* Hvis du er skiftet mellem at være studerende og arbejde.

* Hvis du er gået på pension.

* Hvis du har solgt eller købt bolig.

* Ved livsændringer - for eksempel skilsmisse eller blevet gift.

* Ved større ændringer i fradrag - eksempelvis et omlagt boliglån eller hvis du har skiftet job eller har længere eller kortere fra dit arbejde til dit hjem.

Kilder: skat.dk og PFA.

/ritzau fokus/

Læs Mere >>

, 04/11/2025 - 10:00

Nu kommer forskudsopgørelsen: Husk disse ændringer fra nytår

Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Når forskudsopgørelsen åbner, er det en god anledning til at give næste års økonomi et eftersyn. I 2026 gælder det særligt seniorer, unge og topskattebetalere.

Den 11. november vil knap 5,4 millioner borgere kunne se og rette deres oplysninger om indtægter og fradrag for året, der kommer.

For de fleste vil forskudsopgørelsen ligne sig selv, men for landets seniorer, de unge og topskatteyderne vil der være nye tiltag, lyder det fra privatøkonom ved pensionsselskabet PFA Camilla Schjølin.

- Ekstra mange bør tjekke indkomsten i år. Dels fordi mange har oplevet pæne lønstigninger i 2025, og dels fordi vi får helt nye grænser for mellem- og topskat fra årsskiftet.

- Samlet set vil de fleste danskere se ind i en forbedret privatøkonomi, og i nogle familier taler vi om flere tusinde kroner månedligt ekstra i hånden efter skat, siger hun.

Efter årsskiftet tager vi hul på den nye topskattereform. Det betyder, at den nuværende topskat erstattes af tre skatter: En ny mellemskat, en ny topskat og en ny top-topskat.

- Det kan altså betyde ret store forandringer i, hvad man skal betale i skat samlet set, siger Camilla Schjølin.

For seniorer på arbejdsmarkedet vil der være en skattemæssig gulerod fra næste år, forklarer underdirektør i Skattestyrelsen Ulrick Junge.

- Hvis man er i beskæftigelse og nærmer sig folkepensionsalderen, så vil man få et forhøjet beskæftigelsesfradrag. Det vil give et lidt større rådighedsbeløb til de implicerede borgere, siger han.

Det ekstra beskæftigelsesfradrag til seniorer er på 1,4 procent af arbejdsindkomsten op til et maksimum på 6100 kroner.

Det bliver med finansloven for 2026 udvidet fra to til fem år, ligesom fradragssatsen forhøjes i en periode frem mod 2030.

Der er også et økonomisk løft til landets unge.

For teenagere under 18 år med et fritidsjob skal fra nytår ikke længere betale AM-bidrag af deres indtægt.

Desuden udvides befordringsfradraget til også at omfatte studerende i 25 af Danmarks yderkommuner og småøer, hvis man har mere end 12 kilometer mellem hjem og uddannelsessted.

Uanset om man modtager løn, SU eller pension, er det vigtigt, at indtægtsniveauet ser rigtigt ud, påpeger privatøkonom Camilla Schjølin.

- Der er penge at hente på at bruge fem minutter på at skimme, om tallene ser retvisende ud, siger hun.

Når forskudsopgørelsen åbner, er det et godt tidspunkt at reflektere over, om der er sket eller skal ske ændringer i dit liv, siger underdirektør Ulrick Junge.

Det kan for eksempel være nyt job, ændrede renter, pension eller barsel.

- Hvis sådan noget sker, er det rigtig vigtigt lige at gå ind og tjekke, at ens oplysninger er korrekte. Så er du nemlig sikker på løbende hen over året at betale den korrekte skat, siger han.

Sidste år skulle 800.000 borgere med restskat i gennemsnit betale knap 10.000 kroner retur.

Både Ulrick Junge og Camilla Schjølin minder også om at dobbelttjekke dine fradrag.

Det gælder særligt befordringsfradraget samt service- og håndværkerfradraget, som mange har ret til.

- Det er tillokkende at læne sig tilbage i troen på, at der er fuldkommen styr på ens skattebetaling. Men en del fradrag skal man selv proaktivt påføre, hvis man ikke vil snyde sig selv i skat, understreger Camilla Schjølin.

Er du i tvivl om, hvordan du skal forholde dig til dine fradrag, kan du finde en guide på skat.dk, anbefaler Ulrick Junge.

I 2024 betalte danske borgere 707 milliarder kroner i personskat.

/ritzau fokus/

Læs Mere >>

TjekDet - faktatjek