Teheran, 01/03/2026 - 07:50
OVERBLIK: Irans øverste leder blev dræbt på sit kontor i Teheran
Irans præsident og justitsminister skal være med til at lede Iran i overgangsperiode efter ayatollahs død.
Atta Kenare/Ritzau Scanpix
Af: /ritzau/
Iranske statsmedier har natten til søndag dansk tid bekræftet, at landets øverste leder, ayatollah Ali Khamenei, er død som følge af amerikanske og israelske angreb.
Den melding kom, efter at USA's præsident, Donald Trump, lørdag aften skrev på Truth Social, at Khamenei - som han kaldte en af historiens ondeste mennesker - var blevet dræbt.
Læs mere om forløbet her:
* På flere statslige tv-kanaler i Iran blev en udtalelse fra landets øverste nationale sikkerhedsråd natten til søndag dansk tid læst højt, hvor den 86-årige ayatollahs dødsfald blev bekræftet.
* Fra en iransk studievært, der græd under sin oplæsning af nyheden om den øverste leders død, lød det, at landet nu tager hul på 40 dages landesorg. Ifølge nyhedsbureauet AFP er der desuden indført syv offentlige fridage.
* I udtalelsen lød det, at ayatollahen blev dræbt tidligt lørdag morgen, mens han befandt sig på sit kontor, hvor han "udførte opgaver".
* På baggrund af satellitbilleder har mediet BBC kunnet bekræfte, at der er sket omfattende skade på ayatollahens bygningskompleks i Teheran, hvor hans kontor ligger.
* Satellitbilleder har ifølge CNN også vist sort røg stige op fra komplekset efter angrebet.
* Øjenvidner har til AFP berettet, at der i Teherans gader kunnes høre jublen, da de første meldinger om ayatollahens død blev bragt. Billeder fra søndag viser dog også indbyggere i Teheran, der er gået på gaden for at sørge.
* De iranske statsmedier har desuden meldt, at Khameneis datter, svigersøn, svigerdatter og barnebarn også har mistet livet. Det fremgår ikke, hvor det er sket henne.
* Til CBS News siger en unavngiven efterretningskilde og en unavngiven militærkilde, at omkring 40 iranske embedsmænd er blevet dræbt. Det er ifølge mediet uklart, hvorvidt de er blevet dræbt det samme sted, eller i angreb forskellige steder i Iran.
* Irans Revolutionsgarde (IRGC) har på Telegram meddelt, at den vil gennemføre den hidtil mest voldsomme operation mod Israel og amerikanske militærbaser.
* Trump har søndag morgen sagt, at USA vil slå igen med en hidtil uset styrke, hvis Iran gør alvor af truslerne.
* Til Reuters siger eksperter, at Khamenei og andre iranske embedsmænds dødsfald er et stort slag for landet, men at det ikke nødvendigvis vil være en afslutning på Irans præstestyre eller på Revolutionsgardens indflydelse i landet.
* Ifølge BBC er der meldinger om, at Khamenei på sit kontor var i færd med at lave en liste over sikkerhedsembedsmænd, som øjeblikkeligt vil kunne træde til - angiveligt for ikke at risikere tomme pladser i de øverste ledelseslag i tilfælde af dødelige angreb.
* Til statsmedier har Mohammad Mokhber, som var rådgiver for Khamenei, ifølge AFP meddelt, at landets præsident, Masoud Pezeshkian, Gholamhossein Mohseni Ejei, som er leder af det iranske retssystem, og en tredje højtstående embedsmand nu vil lede Iran gennem en overgangsperiode.
* Ifølge Irans forfatning skal en efterfølger til ayatollahen udpeges af det samme organ, som udpegede Khamenei - den såkaldte forsamling af eksperter, der har 88 medlemmer.
* Officielt vælges medlemmerne af befolkningen hver ottende år, men ifølge BBC er det kun de kandidater, der er mest loyale over for den islamiske republik, der får lov til at stille op.
* Forfatningen siger, at en ny leder skal udpeges hurtigt muligt. Det menes dog, at det af sikkerhedsmæssige årsager kan blive svært at samle alle medlemmerne, mens der pågår angreb fra USA og Israel.
Kilder: BBC, AFP, Reuters, CNN, CBS News.
/ritzau/




