Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

Aarhus, 21/10/2019 - 17:38

57-årig mand dræbt efter voldsom ulykke på Djursland

En mand har mistet livet, mens en kvinde blev kørt fra ulykke ved Følle nær Rønde i kritisk tilstand mandag.

Presse-Fotos.dk/Ritzau Scanpix

Af: /ritzau/

En 57-årig mand mistede livet, da han mandag eftermiddag var involveret i en alvorlig ulykke på Djursland.

I en bil kom han kørende ad Århusvej, og af uvisse årsager kørte han frontalt sammen med en anden bil. I den modkørende bil sad en 41-årig kvinde bag rattet.

Hun blev efter ulykken kørt til Aarhus Universitetshospital i Skejby i kritisk tilstand. Det oplyser vagtchef ved Østjyllands Politi Peter Tholstrup.

Kvinden er siden blev meldt uden for livsfare. Hun pådrog sig blandt andet benbrud ved ulykken, skriver politiet på Twitter.

Både manden og kvinden var alene i bilerne, da ulykken skete ved Følle nær Rønde omkring klokken 14.

- Det var et frontalt sammenstød på Århusvej på Syddjurs, men de nærmere omstændigheder kender vi endnu ikke, siger Peter Tholstrup.

- Hvordan kørselsforløbet har været, skal en bilinspektør undersøge. Han har lavet opmålinger og beregninger, ligesom han undersøger køretøjerne. Sammen med afhøringer af vidner er det med til at klarlægge omstændighederne, siger vagtchefen.

Efter ulykken spærrede politiet strækningen i flere timer. Det betød, at bilister fra vest skulle køre fra ved Ryomvej. Bilister med kurs den modsatte vej måtte køre ad Randersvej.

Klokken 17.30 oplyser politiet, at der igen er åbnet for trafik på stedet.

De pårørende til både manden og kvinden er underrettet.

/ritzau/

København, 14/01/2026 - 06:29

Kong Frederik har selv indtalt sin bog som lydbog

Fra i dag er bogen "Kongeord" frit tilgængelig som e-bog og lydbog, som er indlæst af kongen selv.

Kong Frederik har selv indtalt bogen "Kongeord", som udgives som lydbog på kongehusets platforme og andre platforme for lydbøger og podcasts.

Det skriver kongehuset på sin hjemmeside.

Både lydbogen og e-bogen er fra onsdag frit tilgængelige.

Det er tidligere blevet meldt ud, at kongehuset har fået overdraget rettighederne til at distribuere den digitale udgave af bogen.

Bogen er skrevet af forfatter Jens Andersen og blev oprindeligt udgivet af Politikens Forlag i 2024.

Den trykte udgave af bogen vil fortsat kunne købes som hidtil, skriver kongehuset.

Det samme vil den oprindelige udgave af lydbogen, som er indtalt af Sigurd Holmen le Dous.

Kong Frederik har indtalt den originale udgave af bogen, hvori kongen deler sine tanker og overvejelser om kongegerningen.

Han har indtalt bogen på Amalienborg i slutningen af 2025 og starten af 2026, lyder det.

"Kongeord" udkom få dage efter tronskiftet 14. januar 2024. Her overtog kong Frederik tronen fra sin mor, dronning Margrethe.

/ritzau/

Læs Mere >>

TjekDet - faktatjek