Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

Rom, 29/03/2026 - 12:09

Pave Leo: Gud lytter ikke til bønner fra dem der fører krig

Paven sendte et usædvanligt stærkt budskab om verdens krige i sin første tale på palmesøndag i Rom.

Francesco Fotia/Reuters

Af: /ritzau/

Pave Leo har søndag sendt et klart budskab til de magthavere, der står bag de igangværende krige rundtom i verden.

Fra Peterspladsen i Rom prædikede paven i anledning af palmesøndag, skriver nyhedsbureauet Reuters.

- Dette er vores Gud: Jesus, kongen af fred, som forkaster krig, og som ingen kan bruge til at retfærdiggøre krig.

- Jesus lytter ikke til bønnerne fra dem, der fører krig, men afviser dem og siger: Selv om I sender mange bønner, vil jeg ikke lytte: Jeres hænder er fulde af blod, sagde pave Leo.

Pave Leo nævnte ikke nogen navne, men han har de seneste uger flere gange kritiseret krigen i Iran og har opfordret til våbenhvile.

Krigen, som blev iværksat af Israel og USA, har bredt sig til store dele af Mellemøsten. Mens de to lande har angrebet Iran, og Israel har angrebet Hizbollah-militsen i Libanon, har Iran blandt andet angrebet Israel, Kuwait og landene på Den Arabiske Halvø.

I sin prædiken refererede pave Leo til en episode før Jesus' korsfæstelse. Episoden er blandt andet gengivet i Matthæusevangeliet.

Her trak én af Jesus' disciple sit sværd og huggede øret af ypperstepræstens tjener, som var kommet for at pågribe Jesus i Getsemane Have i Jerusalem.

Jesus stoppede disciplen og sagde "stik dit sværd i skeden igen. For alle, som griber til sværd, skal falde for sværd".

- Jesus var ikke bevæbnet og forsvarede sig ikke og kæmpede ingen krige.

- Han viste Guds milde ansigt, som altid afviser vold. I stedet for at redde sig selv, lod han sig korsfæste, sagde paven videre.

Jesus' korsfæstelse bliver markeret langfredag, mens palmesøndag var den dag, hvor Jesus ifølge Bibelen red ind i Jerusalem på æselryg og blev modtaget som en konge af indbyggerne, der viftede med palmegrene.

Påsken kulminerer påskesøndag, hvor Jesus ifølge Bibelen genopstod, efter at han var død på korset og var blevet begravet.

Det er pave Leos første påske som den katolske kirkes overhoved.

Pave Leo, der er født i USA, blev indsat i maj 2025.

/ritzau/

TjekDet - faktatjek