Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

København, 27/04/2024 - 02:05

Højgaard-tvillinger misser cut i New Orleans - Olesen går videre

Thorbjørn Olesen og Matt Wallace er videre i Zürich Classic, mens Højgaard-tvillingerne er ude.

Chris Graythen/Ritzau Scanpix

Af: /ritzau/

Den danske golfspiller Thorbjørn Olesen og engelske Matt Wallace er videre til weekendens runder ved PGA-turneringen Zürich Classic, der afvikles i New Orleans i USA, efter at de to endte på en delt 26.-plads efter fredagens runde.

Parret gik de 18 huller i et slag under par og ligger ni slag under par i det samlede regnskab.

Tvillingerne Rasmus og Nicolai Højgaard er til gengæld ude af holdturneringen efter en fredag, hvor de i foursome leverede to birdies og en bogey.

Det rakte til en samlet score på fem slag under par efter anden runde, men det var et stykke fra at være nok til at sikre adgang til de to sidste runder.

Cuttet endte med at ligge på otte slag under par.

Olesen og Wallace matchede Højgaard-brødrenes score fredag, men en glimrende torsdag sikrede parret en samlet score på ni slag under par.

I Zürich Classic spillede de 80 startende hold i første runde fourball og i anden runde fredag foursome.

I fourball spiller begge spillere på hvert hold hullerne med hver sin bold, og den laveste score tæller. I foursome skiftes de to spillere på hvert hold til at slå til samme bold.

Lørdag gælder det endnu en omgang fourball, og søndag sluttes der af med foursome.

Den samlede præmiesum i New Orleans lyder på knap ni millioner dollar - svarende til 62 millioner kroner. Det vindende par deler knap 18 millioner kroner.

/ritzau/

London, 08/05/2024 - 21:04

Harry og kongen var få kilometer fra hinanden men mødes ikke

Jordan Pettitt/Ritzau Scanpix

"På grund af Hans Majestæts helt fulde program" kan prins Harry og kong Charles ikke mødes, siger talsmand.

Ganske få kilometer fra hinanden deltog prins Harry og hans far, kong Charles, i begivenheder i London onsdag.

Det skriver BBC.

Men de to ventes ikke at se hinanden, mens prins Harry over tre dage er i Storbritannien for blandt andet at markere tiåret for veteranstævnet Invictus Games.

Onsdag mødtes kongen med offentligheden til havefest i Buckingham Palace.

Samme dag holdt Harry tale til en begivenhed i forbindelse med Invictus Games i St Paul's Cathedral en køretur på omkring fire kilometer væk.

En talsmand for prinsen sagde tirsdag, at et møde mellem kong Charles og prins Harry ikke er "muligt på grund af Hans Majestæts helt fulde program".

- Hertugen (af Sussex, prins Harry, red.) har selvfølgelig forståelse for sin fars mange forpligtelser og diverse andre prioriteter og håber på snart at se ham.

Prinsen var i Storbritannien i februar, hvor han kort mødtes med sin far, efter at det var blevet meddelt, at kong Charles var blevet diagnosticeret med kræft.

De seneste måneder har kong Charles haft færre forpligtelser end normalt, mens han får behandling.

Men ifølge nyhedsbureauet AFP er kongens kalender så småt begyndt at blive mere fyldt op, efter at læger har sagt, at de er "meget opmuntrede" af den måde, hvorpå behandlingen skrider frem.

Prins Harry bor i den amerikanske delstat Californien sammen med sin hustru, hertuginde Meghan, og parrets to børn, Archie og Lilibet.

Parret trak sig i 2020 som fremtrædende medlemmer af det britiske kongehus.

Siden flytningen har parret i vid udstrækning distanceret sig fra det britiske kongehus og har i heftige vendinger kritiseret det.

Blandt andet udgav prins Harry sidste år en selvbiografi, der på dansk har titlen "Reserven". Den indeholder en kras kritik af kongehuset.

Det er kun sket ved enkelte lejligheder, at prinsen er vendt tilbage til Storbritannien. Det gjorde han blandt andet til Kong Charles' kroning sidste år.

/ritzau/

Læs Mere >>

Aarhus, 08/05/2024 - 20:48

Rapper modtager dom i Spanien og aflyser Northside

Quique Garcia/Ritzau Scanpix

Den spanske rapper Morad skulle have optrådt på Northside i juni, men har fået betinget dom på to års fængsel.

Den spanske rapper Morad skal ikke optræde på den aarhusianske musikfestival Northside i juni. Han har nemlig været arresteret og har efterfølgende modtaget en dom i Spanien.

Det skriver festivalen på Facebook.

Northside har modtaget en besked fra rapperens team, som undskylder for ulejligheden.

- Vi er beklager meget at skulle meddele dette. Efter mange konsultationer med vores advokater og juridiske rådgivere står det nu klart, at det ikke bliver muligt at garantere kunstnerens optræden på Nortside lørdag den 8. juni.

- Vi har derfor besluttet, at det er bedst at aflyse showet i denne omgang, skriver teamet.

Northside understreger i første linje af opslaget, at der er en løsning på vej.

- Der er ikke megen tid, inden vi rammer Northside 2024. Ikke desto mindre arbejder vores bookere hårdt på at finde en erstatning, lyder det fra festivalen.

Northside Festival finder sted fra 6. til 8. juni i Eskelunden ved Aarhus Å.

Morad er dømt for at forstyrre den offentlige orden og for at opfordre til grov vold i 2021 i forbindelse med optagelser til en musikvideo i en by nær Barcelona i 2021, skrev det catalanske nyhedsbureau Catalan News i februar.

Naboer klagede over støjen i forbindelser med optagelserne.

Da politiet ankom, "blev de mødt af en stor gruppe af omkring 150 mennesker, som, da de så politiet, blev opfordret til at fornærme betjentene samt kaste æg og sten efter dem", lyder det ifølge Catalan News i retsdokumenter fra sagen.

Dommen lød oprindeligt på seks års fængsel.

Under forhandlinger mellem anklager og forsvarer blev straffen dog ændret til to års betinget fængsel, hvis Morad opgav sin ankeret og accepterede at skulle betale dagsbøder i to år. Det valgte han at takke ja til.

Morad skulle desuden betale for skaderne på i alt seks politibiler, der blev beskadiget under episoden.

/ritzau/

Læs Mere >>

København, 08/05/2024 - 08:00

FAKTA: Slip tæerne fri

* Dine fødder har godt af at bevæge sig uden at være iført sko og strømper.

* Alle sko sidder fast på foden og presser den på den ene eller anden måde. Derfor er det godt at prioritere dagligt at gå rundt på bare tæer derhjemme.

* Nogle ifører sig sutsko, så snart de kommer indendørs og har derfor måske kun bare tæer, når de går i bad eller sover. Og dermed går fødderne glip af luft og sund bevægelse.

Kilde: Mette Bøeg, der er selvstændig bevægelsesunderviser og ergonomisk konsulent.

/ritzau fokus/

Læs Mere >>

København, 08/05/2024 - 08:00

Ondt i fødderne? Her er de typiske årsager

Ida Guldbæk Arentsen/Ritzau Scanpix

Med små træningsøvelser og et kritisk blik på skohylden baner du en vej for dine fødder uden for mange smertefulde skridt.

Du går rundt på dem fra morgen til aften, og derfor spænder det hurtigt ben for hverdagen, hvis dine fødder gør ondt.

Men du kan selv gøre en indsats for at lindre nogle af de mest almindelige gener, som livets gang byder på.

1) Forfodsplatfod.

Forfodsplatfod er en lidelse, som Mette Bøeg, der arbejder som selvstændig bevægelsesunderviser og ergonomisk konsulent hos Privatklinikken Willemoesgade 31, tit møder hos sine klienter.

Det er, når den forreste del af foden er sunket ned, så du får én stor trædeflade. Følenerverne, der ligger i forfoden, bliver tit klemt, hvilket kan forårsage udstrålende smerter i foden. Den øgede belastning vil typisk føre til hård hud og ligtorne.

- Du bliver hurtigere træt i foden og kan opleve føleforstyrrelser. Enten er du ikke i så god kontakt med dine tæer, eller også mærker du dem lidt for meget, fordi der er strålende smerter ud i dem, fortæller Mette Bøeg.

Især kvinder udvikler nedsunken forfod. Dette skyldes i høj grad skovalg. Sko med høje hæle øger vægtbelastningen på forfoden, og spidse sko gør, at tæernes muskler ikke kan aktiveres.

Problemet kan også opstå som følge af graviditet, fordi både vægtøgning og hormoner får fødderne til at ændre sig.

Ud over at tænke over hvilke sko du går i, kan du lindre problemet ved at styrke musklerne i foden.

- Det kan være øvelser, hvor du krummer tæerne sammen. Krum tæerne alt, hvad du kan i fem sekunder, og giv så slip, og gentag nogle gange. Du kan også krumme tæerne om en bold, siger Mette Bøeg.

2) Slidgigt.

Ømme og stive fødder kan skyldes artrose, der også kaldes slidgigt. Her får du ondt i fodens ledforbindelser. Smerterne kan gøre, at du bevæger dig mindre, men det bliver det kun værre af, lyder det fra Mette Bøeg.

Især mobilitetsøvelser og udspændingsøvelser er gode at lave, fortæller hun.

- Du kan have en lille bold liggende ved siden af sengen, så du kan starte dagen med at rulle fødderne godt igennem. Det er med til at vække foden og skabe en øget kontakt til den.

Også med slidgigt er det vigtigt at tage et kig på, hvilke sko du går rundt i. Gå efter nogle, der giver god plads til din fod, så dine fodmuskler bliver trænet ved hvert skridt.

- Det er også godt at gå i forskellige sko, så fødderne får varierende stimuli, siger Mette Bøeg.

3) Hælsporer.

Dine fødder reagerer nemt, hvis du ændrer adfærd. Det fortæller fodterapeut Mariah Kruse, som driver klinikken Kastrup Fodterapi.

- Når man går i gang med at træne uden at forberede sig først eller har de forkerte sko på, så kan der komme hælsporer, siger hun og fortsætter:

- Det kan også ske, hvis du skifter arbejde og pludselig har mere stående arbejde på et hårdt underlag. Eller om sommeren, når folk begynder at gå i klipklapper.

Bliver du ramt af hælsporer, kan du afhjælpe problemet ved at gå i stødabsorberende fodtøj, lyder det fra fodterapeuten.

- Sæt også gerne en hælkile i skoen, så du får noget hælforhøjelse og en aflastning af akillessenen, siger Mariah Kruse.

/ritzau fokus/

Læs Mere >>

Nyhedsarkiv

TjekDet - faktatjek