Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

København, 20/04/2022 - 08:05

Medier: Tidligere EB-chef erstatter Dyrby på B.T.

Pernille Holbøll er ifølge medier udpeget som ny ansvarshavende chefredaktør på B.T.

Af: /ritzau/

Det bliver Pernille Holbøll, der erstatter Michael Dyrby som ny ansvarshavende chefredaktør på B.T.

Det erfarer branchemediet MediaWatch. B.T. erfarer samme historie.

Pernille Holbøll var indtil slutningen af 2021 chefredaktør på Ekstra Bladet. Hun forlod jobbet under sin barsel, efter at ledelsesudskiftning og en ny strategi på avisen ifølge hende gjorde timingen "rigtig".

Siden Pernille Holbøll forlod Ekstra Bladet, har hun arbejdet i en ledende stilling i bettingfirmaet Better Collective.

Nu har hun landet det job på B.T., der har været ledigt, efter at Michael Dyrby forlod avisen i december i kølvandet på sager om sexisme og MeToo. Det skete i forbindelse med en dokumentar om hans tid som chef på TV 2.

Pernille Holbøll har til MediaWatch ikke ville be- eller afkræfte historien om, at hun skulle være udnævnt som ny ansvarshavende chefredaktør på B.T.

B.T. har forsøgt at få historien bekræftet af Jonas Kuld Rathje, der har været konstitueret ansvarshavende chefredaktør efter Michael Dyrbys afgang. Han har dog ikke ønsket at kommentere sagen, skriver B.T.

/ritzau/

København, 14/01/2026 - 06:29

Kong Frederik har selv indtalt sin bog som lydbog

Fra i dag er bogen "Kongeord" frit tilgængelig som e-bog og lydbog, som er indlæst af kongen selv.

Kong Frederik har selv indtalt bogen "Kongeord", som udgives som lydbog på kongehusets platforme og andre platforme for lydbøger og podcasts.

Det skriver kongehuset på sin hjemmeside.

Både lydbogen og e-bogen er fra onsdag frit tilgængelige.

Det er tidligere blevet meldt ud, at kongehuset har fået overdraget rettighederne til at distribuere den digitale udgave af bogen.

Bogen er skrevet af forfatter Jens Andersen og blev oprindeligt udgivet af Politikens Forlag i 2024.

Den trykte udgave af bogen vil fortsat kunne købes som hidtil, skriver kongehuset.

Det samme vil den oprindelige udgave af lydbogen, som er indtalt af Sigurd Holmen le Dous.

Kong Frederik har indtalt den originale udgave af bogen, hvori kongen deler sine tanker og overvejelser om kongegerningen.

Han har indtalt bogen på Amalienborg i slutningen af 2025 og starten af 2026, lyder det.

"Kongeord" udkom få dage efter tronskiftet 14. januar 2024. Her overtog kong Frederik tronen fra sin mor, dronning Margrethe.

/ritzau/

Læs Mere >>

TjekDet - faktatjek