Washington D.C., 10/02/2026 - 01:10
Flere lande kritiserer Israels nye planer på Vestbredden
Israels sikkerhedskabinet har godkendt tiltag, der gør det nemmere for bosættere at købe jord på Vestbredden.
Af: /ritzau/
USA's præsident, Donald Trump, er imod en israelsk annektering af Vestbredden.
Det siger en unavngiven embedsmand fra Det Hvide Hus mandag til nyhedsbureauet Reuters.
- Stabilitet på Vestbredden er med til at holde Israel sikkert og er i overensstemmelse med denne administrations mål om at opnå fred i regionen, siger embedsmanden.
Meldingen fra Det Hvide Hus kommer, efter at Israels sikkerhedskabinet søndag godkendte en række tiltag, der vil gøre det lettere for bosættere på den besatte Vestbred at købe jord.
Samtidig vil israelske myndigheder få udvidede beføjelser over for palæstinensere.
Den fulde ordlyd af sikkerhedskabinettets beslutninger er ifølge nyhedsbureauet AFP klassificeret.
Israels finansminister, Bezalel Smotrich, og landets forsvarsminister, Israel Katz, har ifølge de israelske medier Ynet og Haaretz sagt, at de nye tiltag blandt andet indebærer, at man dropper regler, der forhindrer jødiske privatpersoner i at købe jord på Vestbredden.
Mandag har de israelske tiltag også affødt kritik fra Storbritannien, Saudi-Arabien, De Forenede Arabiske Emirater, Tyrkiet, EU og FN.
- Storbritannien fordømmer på det kraftigste det israelske sikkerhedskabinets beslutning i går (søndag, red.) om at udvide Israels kontrol over Vestbredden, sagde den britiske regering i en udtalelse.
- Ethvert ensidigt forsøg på at ændre Palæstinas geografiske eller demografiske sammensætning er fuldstændig uacceptabelt og vil være i strid med international ret. Vi opfordrer Israel til øjeblikkeligt at omgøre disse beslutninger, lød det.
/ritzau/




