Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

København, 15/07/2024 - 11:00

Forlæng hotelfølelsen når du vender hjem fra ferie

Kom hjem til nyvasket sengetøj og med en kuffert uden skyggen af vasketøj. Med en smule forarbejde kan ferien vare lidt længere.

Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix

Af: Af Anna Raabæk, Ritzau Fokus

Sprøde, hvide lagner og shampoo og sæbe i miniformat, der står klar på en nyskuret badeværelseshylde.

Den rene og ubekymrede følelse af et indbydende hotelværelse kan man nemt længes efter, når man vender hjem fra ferien, og alt ens rod står, lige præcis hvor man efterlod det.

Og faktisk kan du komme rigtig langt med en bare smule forarbejde, fortæller Marianne Gammelgaard, som er organiseringsekspert, forfatter til bogen "Ryd op" og kendt fra TV 2-programmet "Vi drukner i rod.

- Hvis man sørger for, at det sidste, man gør, inden man rejser, er, at man lægger rent sengetøj på og hænger rene håndklæder op, så forlænger man hotelværelsesfølelsen, siger hun.

- Så kommer man ikke lige fra en crispy hotelseng og hjem til noget, man har ligget i i to uger allerede, tilføjer hun.

I mange år praktiserede hun selv som det sidste at sætte opvaskemaskinen i gang. Men det betød også, at det første, hun kom hjem til, var en propfyldt maskine, der skulle tømmes.

- Så den skal være tømt, når man tager afsted, siger hun.

Meget af det, du tager med hjem i feriekufferten, er beskidt tøj. Og et par ugers ugers beskidt tøj fra en familie på fire-fem stykker, der bliver væltet ud på gulvet, kan tage pusten fra de fleste.

Derfor er det en stor fordel at komme til bunds i vasketøjsbunkerne, inden I drager afsted.

Faktisk har Marianne Gammelgaard et pro-tip til helt at eliminere bunken.

- Den sidste dag på ferien bruger man tit på lokationen, men uden de store planer. Hvis det er muligt, kan det være en rigtig god idé at bruge noget tid på at få vasket sit tøj, mens man er på ferien.

- Hvis man rejser til Asien koster det nærmest ingenting at gøre det på hotellerne. Men uanset synes jeg tit, at det er pengene værd, siger organiseringseksperten.

På den måde kommer du hjem med en kuffert fyldt med rent tøj i stedet for en vasketøjsbunke.

- Jeg anbefaler altid at pakke kufferten ud med det samme, for ellers vokser opgaven bare. Og det bliver nemmere, hvis kufferten bare er fyldt med rent tøj, der skal ind i skabet, siger hun.

Har du et skilsmissebarn, der måske skal videre på den næste ferie med den anden halvdel af familien, er det også en gave til din medforælder, bemærker hun.

Et lille tip, der sikrer, at du ikke får et realitetschok efter ferielivet, er, at der allerede står shampoo og sæbe klar på badeværelset, så I ikke har ribbet rub og stub til ferien.

Så kan familien få et bad, komme på toilettet og børste tænder uden at skulle stå på hovedet i diverse kufferter først.

/ritzau fokus/

Basel, 11/05/2025 - 18:39

Danmarks Eurovision-håb: Jeg er en dark horse

Anthon Unger/Ritzau Scanpix

Sissal ved, hvad hun kan, og det finder hun ro i, inden hun skal synge sin skæbnesang ved Eurovision torsdag.

Den længste turkis løber i Eurovisionens 69 år lange historie var rullet ud til åbningen af årets internationale melodigrandprix i den schweiziske storby Basel søndag.

Der har heller aldrig været længere til tops for Danmark.

Torsdag går Sissal på scenen i jagten efter en af de eftertragtede pladser til lørdagens grande finale i St. Jakobshalle.

- Jeg har en god fornemmelse, helt ærligt, men man ved jo aldrig. Det er svært at komme væk fra den onde cirkel, når man har været der i lang tid, uanset hvor god man er, lyder det fra Sissal.

- Det, jeg fokuserer på, er faktisk at prøve at lade være med at fokusere på at kvalificere mig, men på at give det bedste, jeg har. For det er det, folk kan gå ind og kigge på bagefter og sige: "Det var ærgerligt", hvis det ikke lykkes.

Danmark er det land, der har gået flest år uden at kvalificere sig til finalen. Det er ikke sket siden 2019.

Der stiller efterhånden så mange lande op i grandprixet - fra Aserbajdsjan til Australien - at finalefeltet skal findes over to semifinaler.

Sissal skal i ilden i den anden semifinale, hvor der er finaleplads til 10 lande ud af 16.

Her kalder Sissal sig selv for en dark horse - altså en mulig overraskelse.

- Mange siger: "Lad være med at kigge på oddsene". Men det er svært at lade være, siger hun og fortsætter:

- Men jeg er ikke ked af det, for jeg ved, hvad jeg kan, og hvad jeg er i stand til. Så jeg føler ikke, at jeg er en dårlig artist, fordi jeg ikke ligger højt hos bookmakerne.

Inden konkurrencen går løs fra første semifinale tirsdag aften, står søndagen på den store åbning af årets internationale melodigrandprix.

Begivenheden begyndte i Basels rådhus, inden artisterne tog sporvognen til byens messecenter, hvor åbningsceremonien endte.

Sissal blev mødt med klapsalver og hujen, og hun kvitterede med vink og luftkys til de fremmødte.

- Det var faktisk lidt akavet - hvor kigger man hen? Hvor skal man stoppe op?, Hvor skal man gå langsommere?, lyder det fra Sissal.

- Generelt er jeg meget selvsikker. Men jeg tror, at det er mere en følelse af, at der er så mange fanfavoritter i konkurrencen, så jeg forventer ikke, at folk ved, hvem jeg er.

Kigger man på bookmakernes liste søndag aften, vakler Sissal lige nu mellem Eurovision-eufori og fiasko, i forhold til om hun kvalificerer sig eller ej.

- Når der er så mange artister, der er favoritter, så kan jeg næsten have lyst til at gå lidt i baggrunden, fordi man jo godt ved, at det er dem, at folk er interesserede i, lyder det fra Sissal.

På den turkis løber, hvor fans, nysgerrige Basel-borgere og verdenspressen kunne få et glimt af årets 37 kunstnere, var især polske Justyna Steczkowska, estiske Tommy Cash, islandske Væb og de svenske storfavoritter Kaj blandt de ombejlede.

- Det er meget angstprovokerende at gå der alene uden sine dansere, men det var stadig megasjovt, understreger Sissal.

- Det er virkelig en oplevelse, som man ikke kommer til at opleve ofte.

/ritzau/

Læs Mere >>

Basel, 11/05/2025 - 16:36

Propalæstinensere demonstrerer under årets Eurovision-åbning

Stefan Wermuth/Ritzau Scanpix

Israels deltagelse i det internationale melodigrandprix vækker fortsat vrede.

Israel er tilbage i åbningen af Eurovision, efter at delegationen sidste år ikke deltog i arrangementet, da det lå samtidig med mindedagen for Holocaust.

Søndag eftermiddag trådte årets israelske deltager, Yuval Raphael, således ud på den turkis løber i den schweiziske storby Basel, og det affødte stærke reaktioner.

Propalæstinensiske demonstranter stillede sig ud foran nogle af de sporvogne, der fragter Eurovision-deltagerne fra rådhuset i Basel og til byens messecenter, hvor åbningsceremonien ender, og politiet måtte gribe ind.

De står også talstærkt ved Messe Basel, hvor der også er demonstranter, der opfordrer til boykot af grandprixet og Israels deltagelse.

Israels myndigheder advarede kort inden årets Eurovision israelere om at nærme sig demonstrationer, da de ifølge myndighederne kan eskalere til vold.

Israels Eurovision-deltager, Yuval Raphael, overlevede Hamas-bevægelsens angreb 7. oktober 2023 på den israelske musikfestival Nova ved at gemme sig under flere lig. Efterfølgende indledte Israel en offensiv i Gaza.

Yuval Raphael stiller op med nummeret "New Day Will Rise", som handler om, at en ny dag vil gry.

- Jeg er så spændt. I er så smukke alle sammen, lyder det under åbningsceremonien fra Yuval Raphael, efter at hun er kommet i messecentret.

Det vakte voldsom vrede, at Israel sidste år fik lov til at stille op i Eurovision. En vrede, som stadig raser.

Irlands public service-station, RTÈ, henvendte sig kort inden årets Eurovision til European Broadcasting Union (EBU), der arrangerer grandprixet, og opfordrede til, at man tog en diskussion om Israels deltagelse i årets konkurrence.

Stationens generaldirektør, Kevin Bakhurst, udtrykte forfærdelse over situationen.

EBU svarede kort efter RTÈ i en pressemeddelelse:

- Vi forstår bekymringerne og de dybtliggende synspunkter omkring den nuværende konflikt i Mellemøsten.

- EBU er ikke immun over for globale begivenheder. Men sammen med vores medlemmer er det vores rolle at sikre, at konkurrencen i sin kerne forbliver en universel begivenhed, der fremmer forbindelser, mangfoldighed og inklusion gennem musik.

Eurovision afvikles over to semifinaler 13. og 15. maj inden den grande finale 17. maj.

Både Israels deltager, Yuval Raphael, og Danmarks Eurovision-håb, Sissal, skal på scenen i den anden semifinale.

/ritzau/

Læs Mere >>

København, 11/05/2025 - 10:00

FAKTA: Derfor sidder solcremen i dit tøj

* Årsagen til, at solcremen sidder fast i tøjet, er de forskellige olier og fedtstoffer, som solcremen indeholder.

* Alt efter tøjets materiale kan det være lettere eller vanskeligere at fjerne solcremepletten.

* Det kan være særligt svært at fjerne pletterne fra syntetisk tøj som sports- eller badetøj. Her er de mest anvendte fibre polyamid og polyester.

* Olier og fedtstoffer er ekstra gode til at migrere ind i syntetiske fibre og trænge ind i fibrenes indre og sætte sig fast. Sker det, opstår der en permanent plet, der kan være meget svær at fjerne.

Kilde: Johnny Rodam, sektionsleder ved Teknologisk Institut.

/ritzau fokus/

Læs Mere >>

København, 11/05/2025 - 10:00

I kampen mod solcremepletter er tid og varme dine værste fjender

Vibeke Toft/Ritzau Scanpix

Det er svært at undgå at få solcreme på tøjet, når man smører sig ind om sommeren, og endnu mere bøvlet at fjerne. Tekstilekspert giver sine dos and dont's.

For mange er sommer lig med solcreme. Men i forsøget på at beskytte sig mod solens farlige stråler hænder det, at solcremen smitter af på ens hvide sommertøj eller sengetøj.

Og den hvide creme giver gule pletter, som kan være vanskelige at få bugt med. Er uheldet ude, er det vigtigt at reagere så hurtigt som muligt.

Sådan lyder det fra Johnny Rodam, der er sektionsleder ved Teknologisk Institut og arbejder med kemisk karakterisering og rådgivning.

- Især fedtstofferne i solcremen har en god evne til at trænge ind i tekstilfibrene, siger Johnny Rodam.

Og de skal opløses for at komme af med pletten.

Opdager man en plet med solcreme på sin hvide T-shirt, er det mest effektive værktøj til at fjerne pletten opvaskemiddel. Det har nemlig et højt indhold af tensider, der er effektive til at fjerne fedt.

- Opvaskemidlet påføres direkte på pletten og gnides ind i pletten med børste eller med fingrene, hvis man har handsker på, siger han.

Man kan også godt bruge almindeligt vaskemiddel beregnet til kulørt tøj, men det har ikke et lige så højt indhold af tensider.

- Du må dog ikke bruge vaskemiddel beregnet til hvidt tøj. Det indeholder nemlig oxidationsmiddel, som kan få pletten til at sidde endnu bedre fast, advarer tekstileksperten.

Herefter skal man lade det virke i 15 til 30 minutter.

- Bagefter kan man skylle efter med varmt vand uden at gnide på pletten imens, indskyder sektionslederen.

Til sidst smider man T-shirten i vaskemaskinen og vasker, som man normalt ville gøre.

Når man tager T-shirten ud af vaskemaskinen, skal man tjekke, at pletten er væk, før man tørrer den. For hvis pletten stadig er der, og T-shirten bliver tør, så bliver det tæt på umuligt at få pletten af.

I stedet skal man gentage punkt et til fire en gang til.

Johnny Rodam fortæller, at jo længere tid pletten får lov til at sidde, uden at man griber ind, desto større risiko er der for, at den sidder fast. Og så bliver den vanskeligere at få af.

Når man er udenfor, er solens stråler også med til at tørre pletten.

- Så ens største fjender er tid og varme, siger Johnny Rodam.

Derudover anbefaler han at vaske solcremen af huden, inden man går i seng. På den måde undgår man at få pletter på sengetøjet.

Han forklarer, at de fleste typer af solcreme er opbygget på nogenlunde samme måde, så man kan ikke sige, at den ene type er mere besværlig at få af tøjet end den anden, siger han.

/ritzau fokus/

Læs Mere >>

TjekDet - faktatjek