Kolding, 22/01/2026 - 16:46
Kirketyve får ubetinget fængsel - stjal stole og lamper
Retten i Kolding har torsdag idømt tre personer fængselsdomme for organiseret tyveri og hæleri.
Bo Amstrup/Ritzau Scanpix
Af: /ritzau/
Tre personer er torsdag blevet idømt fængselsdomme på mellem otte måneder og to år for organiseret tyveri af designerstole og lamper fra kirker på Fyn og Jylland.
Sådan lød dommen i Retten i Kolding torsdag, skriver Sydøstjyllands Politi på meddelelsestjenesten Politi Update.
Tyverierne blev begået i en periode fra sommeren 2024 og frem til 2. juni 2025.
Politiet kom på sporet af sagen, da en borger henvendte sig i sommeren 2024. Borgeren mistænkte, at han havde købt hælervarer på Facebook.
Det fik politiet til at efterforske et større antal tyverier af designerstole og lamper fra kirker.
Efterforskningen viste, hvordan et betydeligt antal stole var blevet stjålet fra forskellige kirker.
En 37-årig mand fik to års fængsel for tyveri af særlig grov beskaffenhed, mens en 35-årig kvinde fik et års fængsel. De blev fundet skyldige i tyverier fra 18 forskellige navngivne kirker og flere tilfælde af hæleri.
Manden er tidligere straffet.
Den tredje dømte i sagen er endnu en 37-årig mand. Han erkendte sig skyldig i overensstemmelse med anklageskriftet og blev dømt for tyverier fra 12 forskellige kirker og et tilfælde af hæleri, og fik otte måneders fængsel.
Kvinden havde en mindre rolle i sagen, forklarer anklager Kasper Sørensen.
- Retten fandt det bevist, at kvinden havde gjort sig skyldig i tyverierne i forening med de øvrige tiltalte, selv om hendes rolle primært bestod i at sælge de stjålne stole videre, ud fra den betragtning, at der var tale om én samlet forbrydelse begået over en periode på cirka et år, siger han.
I forbindelse med bevisførelsen afhørte man flere personer, der havde købt stole via annoncer på Facebook.
Alle tre modtog dommen. Den 37-årige mand, der fik to års fængsel, blev varetægtsfængsel efter dom.
/ritzau/




