London, 04/06/2026 - 17:29
Starmer beskylder Elon Musk for at puste til splittelsen
Efter adskillige Elon Musk-opslag på X siger Starmer, at briterne må vise, at de er "tolerante mennesker".
James Glossop/Reuters
Af: /ritzau/AFP
Den britiske premierminister, Keir Starmer, beskylder torsdag tech-rigmanden Elon Musk for at "forsøge at skabe splittelse" med udtalelser om drabet på Henry Nowak.
Sagen om 18-årige Nowak har ført til flere protester i Storbritannien.
Nowak blev anholdt og lagt i håndjern, mens han var dødeligt såret. Imens løj gerningsmanden og sagde, at han havde været udsat for et racistisk angreb.
Musk, der blandt andet er topchef for Tesla og SpaceX, har omtalt hændelsen flere gange på sociale medier.
På X, som han også står i spidsen for, spørger han, om folk ved, at "officielle retningslinjer i politiet kræver, at de er racister mod hvide?"
En række fremtrædende skikkelser på højrefløjen har kaldt drabet et bevis for, at britisk politi udøver forskelsbehandling.
Det har Starmers regering og ledende folk i det britiske politi afvist.
- Vi må vise, hvad for et land vi er, for Musk har igen blandet sig i politik her i landet og forsøgt at skabe splittelse. Det er ikke, sådan vi er i Storbritannien, siger Starmer til journalister.
- I Storbritannien er vi fornuftige, tolerante mennesker.
- Når vi står med en forfærdelig sag som Henrys, så reagerer vi roligt, ligesom hans familier har gjort, fortsætter den britiske premierminister.
Gerningsmanden, den 23-årige Vickrum Digwa, blev mandag idømt livstid for drabet.
Lederen af det immigrationskritiske parti Reform UK, Nigel Farage, har sagt, at britiske politibetjente lod sig styre af "frygten for at blive kaldt racist".
- Vi bør reagere på dette med rendyrket, kold vrede, sagde Farage tidligere på ugen i en pressemeddelelse.
Politiet undersøges aktuelt for sin håndtering af sagen.
Imens har Musk tilbudt økonomisk at støtte et privat søgsmål mod politiet.
Familien til dræbte Henry Nowak har ifølge nyhedsbureauet Reuters kaldt politiets behandling af ham for "umenneskelig og nedværdigende". Nowaks far har sagt, at den 18-åriges død ikke må "bruges til at skabe yderligere splittelse, had eller spændinger".
Starmer skal mødes med Nowaks familie torsdag i Downing Street 10 - premierministerens embedsbolig.
/ritzau/AFP




