Washington D.C., 22/01/2026 - 00:48
OVERBLIK: Europæiske ledere reagerer på potentiel Grønland-aftale
Ledere reagerer positivt på, at Trump alligevel ikke indfører told på varer fra otte europæiske lande.
Fabrice Coffrini/Ritzau Scanpix
Af: /ritzau/
USA's præsident, Donald Trump, har onsdag trukket sin trussel om told mod Danmark og syv andre lande tilbage og sagt, at der er indgået en ramme for en fremtidig aftale om Grønland.
De lande, som Trump truede mod at indføre told imod, var Danmark, Holland, Sverige, Norge, Finland, Tyskland, Frankrig og Storbritannien.
Her er reaktionerne fra nogle af de europæiske ledere som følge af nyheden.
* Hollands premierminister, Dick Schoof:
- Det er positivt, at vi nu er på vej mod en deeskalation, at toldsatserne på ti procent er fjernet.
- Nu er det vigtigt, at USA, Canada og Europa fortsætter med at arbejde sammen i Nato for at styrke sikkerheden i det arktiske område og stå imod trusler fra Rusland og Kina, skriver han på X.
* Italiens premierminister, Giorgia Meloni:
- Jeg glæder mig over præsident Trumps meddelelse om at suspendere indførelsen af toldsatser, der er planlagt til 1. februar for visse europæiske lande.
- Som Italien altid har fastholdt, er det afgørende fortsat at fremme dialogen mellem de allierede nationer, skriver hun på X.
* Sveriges udenrigsminister, Maria Malmer Stenergaard:
- Godt, at Trump er bakket ud af toldsatserne mod os, der har støttet Danmark og Grønland.
- Kravene om at flytte landegrænser er blevet mødt med velfortjent kritik. Det er også derfor, vi har gentaget, at vi ikke vil lade os afpresse. Det ser ud til, at vores samarbejde med de allierede har haft en effekt, skriver hun på X.
* Tysklands finansminister, Lars Klingbeil:
- Det er godt, at de er i dialog, men vi er nødt til at vente lidt og ikke skrue forventningerne for højt op for hurtigt, siger han til den tyske tv-kanal ZDF.
Kilder: X, Reuters og AFP.
/ritzau/




