Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

Odense, 01/07/2026 - 13:11

Mænd fængsles for vold efter ældre mands død på Fyn

Dommeren mener kun, at der er en mistanke om, at en ældre mand blev udsat for vold og ikke grov vold fra mænd.

Af: /ritzau/

En dommer i Retten i Odense har onsdag besluttet, at to mænd skal varetægtsfængsles i foreløbigt ni dage for vold mod en ældre mand.

Det oplyser anklager Christian Nielsen til Fyens Stiftstidende.

Offeret, som var i 70'erne, afgik ved døden, efter at han blev udsat for vold i Harndrup. De to mænd på henholdsvis 46 og 25 år blev sigtet for vold med døden til følge.

Men dommeren har ifølge avisen vurderet, at de alene skal fængsles på baggrund af en mistanke om vold og ikke grov vold.

Den ældre mand afgik ved døden lørdag i Harndrup, som ligger i Middelfart Kommune.

Allerede søndag blev de to mænd på 46 og 25 år fremstillet i grundlovsforhør.

Her vurderede dommeren, at der ikke umiddelbart var grundlag for at varetægtsfængsle dem.

Det blev dog besluttet at opretholde de to mænds anholdelser i tre døgn.

Dermed havde politiet yderligere tid til at undersøge sagen, inden de sigtede enten skulle sættes på fri fod eller kræves varetægtsfængslet igen.

RITZAU

TjekDet - faktatjek