København, 05/05/2025 - 07:01
Ehlers leverer assist i dramatisk NHL-avancement
Winnipeg Jets og Nikolaj Ehlers var tre sekunder fra exit, men gik videre i NHL-slutspillet.
Cameron Bartlett/Ritzau Scanpix
Af: /ritzau/
Den danske ishockeyforward Nikolaj Ehlers er klar til næste runde af NHL-slutspillet med sin klub, Winnipeg Jets, efter at have været tre sekunder fra exit.
Natten til mandag dansk tid spillede danskerens mandskab sig videre i den syvende og afgørende kamp i slutspillets første runde, hvor holdet mødte St. Louis Blues.
På hjemmebane vandt Winnipeg Jets med 4-3 efter forlængelse. Jets var ellers nede i sækken kort før tid.
Ehlers blev noteret for en assist, da Jets' Cole Perfetti med bare tre sekunder tilbage af tredje periode udlignede til 3-3 med sit andet mål i kampen og dermed fremtvang forlænget spilletid.
Med to minutter tilbage havde Jets endda været bagud med 1-3, før hjemmeholdet indledte sit comeback.
Holdene måtte senere ud i to forlængelser, før Adam Lowry blev helt med matchvindermålet.
Dermed snuppede Jets den sidste og ottende plads i næste runde af slutspillet.
Holdets avancement er til gengæld ærgerligt nyt for det danske landshold, der senere på ugen åbner VM på hjemmebane. VM-turneringen bliver nu med al sandsynlighed uden Ehlers' deltagelse.
I næste runde af slutspillet skal Jets møde Dallas Stars, der i syvende og afgørende kamp søndag slog Colorado Avalanche med 4-2.
Lars Eller og Washington Capitals skal møde Frederik Andersens Carolina Hurricanes.
/ritzau/