København, 17/06/2025 - 11:38
Løkke-lydfil får alarmklokker til at ringe hos lektor: Bør undersøges
Moderaternes håndtering af Fonseca-sag er umiddelbart ikke i strid med straffeloven, vurderer professor.
Af: /ritzau/
Det må være løgn.
Det var forskningslektor og centerleder på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole Roger Buchs første tanke efter at have læst om en lydoptagelse, som Frihedsbrevet tirsdag morgen beskriver.
Optagelsen er fra et møde i 2023, hvor blandt andre Moderaternes partiformand, Lars Løkke Rasmussen (M), er til stede. Her tilbydes folketingsmedlem Mike Fonseca seks måneders "løn" svarende til omkring 370.000 kroner for at trække sig fra Folketinget og dermed overdrage sit mandat til Moderaterne.
Roger Buch, der tidligere blandt andet har forsket i partier og valg, kalder det et potentielt "meget, meget stort demokratisk problem".
- Der er bare nogle kæmpestore alarmklokker, der ringer, og det er man nødt til at få undersøgt.
- Det er Folketinget, der har et problem, hvis det er sådan, at der er nogle, der bliver købt til at forlade politik af deres partiledere. Så har vi altså et meget, meget alvorligt demokratisk problem, siger Roger Buch.
Derfor mener Roger Buch, at Folketinget bør få undersøgt, om lydoptagelsen viser en "overtrædelse af den sikring af valg, som vi har bygget ind i vores lovgivning".
Det samme mener eksempelvis Dansk Folkeparti, der vil have Folketingets formand til at iværksætte en undersøgelse af, om "det her er lovligt".
Juraprofessor Frederik Waage fra Syddansk Universitet kan ikke få øje på, hvordan sagen skulle være i strid med straffeloven, ud fra hvad der er fremlagt.
Han påpeger dog, at det er uklart, hvordan Mike Fonseca ville skulle aflønnes, hvis han havde sagt ja til aftalen.
Men det ville ikke høre under straffelovens paragraf 122 om bestikkelse af personer i offentlig tjeneste eller hverv, da Fonseca i så fald ikke ville modtage betalingen, mens han var folketingsmedlem, lyder vurderingen.
Frederik Waage mener heller ikke, at det er i strid med grundloven, men at det er en gråzone.
- Meningen er ikke, at politiske partier skal betale for, at folk nedlægger deres mandat. Det er ikke meningen med grundlovens regler om folketingsmedlemmer, der jo står frit, siger Waage.
/ritzau/