Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

Washington D.C., 18/02/2026 - 04:30

Cambodjas premierminister: Thailand besætter land trods fredsaftale

Cambodja siger, at situationen ved grænsen til Thailand er skrøbelig, og at grænsekommission bør nedsættes.

Soveit Yarn/Reuters

Af: /ritzau/

Cambodjas premierminister, Hun Manet, siger, at styrker fra Thailand besætter cambodjansk territorium på trods af en fredsaftale, som USA's præsident, Donald Trump, hjalp med at forhandle på plads.

Det sker i et interview med nyhedsbureauet Reuters.

Hun Manet opfordrer samtidig Thailand til at tillade, at en fælles grænsekommission indleder en indsats gældende den omstridte grænse mellem landene.

Den cambodjanske premierminister rejste i sidste uge til Washington D.C. i USA for at deltage i et møde i Donald Trumps Fredsråd - det såkaldte Board of Peace. Hun Manet håber, at det nye organ kan komme til at spille en rolle i deeskaleringen af situationen ved grænsen, lyder det.

Han kalder til Reuters den nuværende situation ved grænsen til Thailand for skrøbelig.

Trumps fredsråd blev oprettet for at føre tilsyn med en fredsplan for Gaza, men siden har han gjort det klart, at rådets mandat vil blive udvidet til også at omfatte andre konflikter verden over.

Thailand har tidligere sagt, at landet fastholder sine styrker som led i deeskaleringen af situationen. Thailand har også afvist, at det besætter territorium.

I juli brød de værste kampe i mere end et årti ud ved grænsen. Hundredtusindvis af mennesker blev fordrevet, og handlen ved den 817 kilometer lange grænse blev ramt af forstyrrelser.

En fredsaftale fra oktober, underskrevet sammen med Donald Trump og Malaysias premierminister, Anwar Ibrahim, brød sammen efter få uger, før en ny våbenhvile blev indgået den 27. december.

- Vi har stadig thailandske styrker, der besætter (områder, red.) dybt inde på cambodjansk territorium i mange områder. Det ligger endda uden for Thailands egen påstand om, hvor grænsen går, siger Hun Manet til Reuters.

Han siger også, at thailandske soldater har placeret shippingcontainere og pigtråd inde på områder, som Thailand længe har anerkendt som cambodjansk territorium, og at indbyggere derfor ikke har kunnet vende hjem.

- Det er ikke en anklage, men en konstatering af fakta på jorden.

/ritzau/

TjekDet - faktatjek