I regn og slud skal elbilen ud, og som ejer af en strømkørende dyt er der især én ting, du skal være opmærksom på, når vejrudsigten begynder at varsle frostvejr.
- Den største udfordring for elbilen gennem efteråret og vinteren er rækkevidden, fortæller Yasser Abaiji, der er teknisk konsulent hos bilejernes organisation FDM.
For når kulden sætter ind, sænkes batteriets kapacitet. Det betyder, at det kræver samme mængde strøm at køre 60-70 kilometer, når det er streng frost, som det kræver at køre 100 kilometer en varm sommerdag.
- Samtidig bruger du også energi fra batteriet til at varme kabinen op, når det er koldt, siger Yasser Abaiji.
Når det gælder opvarmning af bilen, kan du spare på strømmen ved at tænde for sædevarmen og ratvarmen i stedet for at sætte hele klimaanlægget på arbejde.
Derudover er det en god idé at forsøge at være forudseende i hverdagen, så du bruger mindst mulig energi på at varme bilen op.
- Hvis du skal køre klokken 8, kan du indstille via enten en app på telefonen eller bilens menu, at den skal være 21 grader varm klokken 8. Så er den afrimet og klar til at køre på det tidspunkt, lyder rådet fra Yasser Abaiji.
- Og sørg gerne for, at bilen varmer op, mens den står til ladning. Så bruger du energien fra ladeboksen i stedet for bilens batteri, og det giver lidt mere rækkevidde, hvis nu du skal ud at køre en lang tur, pointerer han.
Kulden betyder i øvrigt også, at lynladning tager længere tid, og derfor skal du huske at regne ekstra ladetid ind i din tidsplan.
En anden udfordring ved efterårs- og vintermånederne er vådt vejr, der fører til oversvømmede veje.
- Der ligger kabler og batteri under bilen, som kan få vand, og så kan man få fejl på sin bil. Derfor skal man undgå at køre ud i store vandmængder. Kig eventuelt i bilens instruktionsbog, hvor der typisk står, hvor dybt vand bilen kan køre i, lyder rådet fra Yasser Abaiji.
Han anbefaler desuden, at du i forbindelse med skift til vinterdæk får mekanikeren til at kontrollere bilens bremser.
Danmarks våde klima tærer helt generelt på bremsekomponenterne, og for elbiler opstår der en ekstra udfordring, da den primært bremser via elmotoren.
Det vil sige, at de mekaniske bremser ikke bliver brugt i lige så høj grad på elbiler som andre biler, hvilket skaber yderligere risiko for, at de ruster og sætter sig fast.
Og det kan skabe en potentielt farlig situation, hvis du får brug for at bremse hårdt op, og de mekaniske bremser dermed aktiveres.
- Så skal de bare virke prompte. Men rustangreb kan have tæret så meget på dem, at de får en dårligere virkning, siger Yasser Abaiji og fortsætter:
- Det er derfor vigtigt at få efterset bilens bremser i hvert fald én gang om året. Og hvis man alligevel skal forbi værkstedet for at få vinterdæk på, kan man passende bede mekanikeren om lige at kigge på bremserne, så bilen er klar til at gå vinteren i møde.
/ritzau fokus/