København, 11/08/2025 - 07:50
Ørsted vil hente 60 milliarder kroner via nye aktier
Energiselskabet Ørsted vil foretage en kapitaludvidelse, der skal tilføre selskabet 60 milliarder kroner.
Af: /ritzau/
Energiselskabet Ørsted vil udstede nye aktier og ad den vej skaffe 60 milliarder kroner til selskabets kasse.
Det skriver Ørsted i en pressemeddelelse, der offentliggøres mandag morgen samtidig med regnskabet for første halvår af 2025.
Aktieudvidelsen foregår på den måde, at eksisterende aktionærer vil få fortrinsret til at købe de nye aktier i selskabet.
Staten har allerede sagt ja til at lægge omkring 30 milliarder kroner, svarende til sin ejerandel på 50,1 procent.
Provenuet fra kapitaltilførslen skal blandt andet bruges til at styrke Ørsteds kapitalstruktur, så der er penge i kassen til de projekter, man har i pipelinen de kommende år.
Der er tale om projekter med en samlet kapacitet på 8,1 gigawatt, som blandt andet omfatter Sunrise Wind-projektet i USA, der alene kræver, at Ørsted skaffer 40 milliarder kroner.
Selskabet havde håbet at kunne skaffe en del af den nødvendige kapital ved at frasælge ejerandele i projektet, men det er ikke lykkedes.
Derfor går man nu til aktionærerne for at skaffe pengene.
- Ørsted og industrien er dog i en ekstraordinær situation med en negativ markedsudvikling i USA, der kommer på toppen af de seneste års makroøkonomiske udfordringer samt udfordringer i forsyningskæden.
- For at kunne levere på vores forretningsplan og opfylde vores forpligtelser under disse markedsforhold har vi konkluderet, at en kapitaltilførsel er den rigtige løsning for Ørsted og vores aktionærer, siger administrerende direktør Rasmus Errboe i pressemeddelelsen.
Kapitaludvidelsen skal formelt godkendes på en generalforsamling 5. september.
/ritzau/