Lima, 29/07/2026 - 00:28
Perus nyindsatte leder sender militæret til kriminelle højborge
Keiko Fujimori blev tirsdag indsat som Perus præsident. I juni vandt hun valget med mindre end 50.000 stemmer.
Angela Ponce/Reuters
Af: /ritzau/
Perus præsident, Keiko Fujimori, vil slå hårdt ned på en bølge af kriminalitet, der hærger det sydamerikanske land.
Det siger den konservative politiker tirsdag, hvor hun blev taget i ed som landets præsident. Det skriver nyhedsbureauet AFP.
I en tale til landets kongres meddeler Fujimori, at hun vil indsætte militæret i områder præget af kriminalitet, narkohandel og ulovlig minedrift.
- De væbnede styrker vil midlertidigt lede sikkerhedsoperationer under et kriseberedskab, indtil disse områder kan gives tilbage til borgerne, siger Keiko Fujimori.
Kongresmedlemmer, der tilhører den peruanske venstrefløj, forlod derefter salen i protest mod Fujimoris indsættelse.
Den 51-årige politiker, hvis far, Alberto Fujimori, var præsident i Peru fra 1990 til 2000, vandt i juni et tæt præsidentvalg.
I anden valgrunde, hvor hun var oppe mod venstrefløjskandidaten Roberto Sanchez, fik hun 50,13 procent af stemmerne. Mindre end 50.000 stemmer gjorde udslaget.
RITZAU




