København, 06/06/2025 - 18:51
Styrelse påminder om fare ved opioider efter unges fentanyl-overdosis
To 16-årige på Skive Festival måtte torsdag lægges i kunstig koma efter at have indtaget stoffet fentanyl.
Af: /ritzau/
Sundhedsstyrelsen følger situationen på Skive Festival, hvor to unge fik en overdosis, tæt.
Det skriver styrelsen til Ritzau.
- Vi har gennem dagen løbende været i kontakt med hospitalet, giftlinjen, retskemisk institut og politiet, skriver styrelsen.
To unge deltagere på festivalen måtte torsdag lægges i kunstig koma efter at have indtaget stoffet fentanyl.
Muligvis fik de uforvarende stoffet i en drik, oplyste politiet tidligere fredag.
De to, en pige fra Nordjylland og en sjællandsk dreng, som begge er 16 år, blev med ambulance torsdag aften kørt på sygehuset.
Fredag er de unge taget ud af kunstig koma og er ikke i livsfare, har TV Midtvest oplyst på baggrund af oplysninger fra lokalpolitiet.
Sagen har fået politiet til fredag eftermiddag at udsende en generel advarsel om, at fentanyl er i omløb ved Skive Festival.
Fentanyl er et kraftigt syntetisk opioid, som minder om det smertestillende middel morfin, men er mange gange stærkere.
Sundhedsstyrelsen skriver videre fredag, at "ingen unge skal tage stoffer, og opioider, ved vi, er noget af det farligste man kan komme i nærheden af".
Styrelsen henviser til, at den i den kommende uge lancerer en "massiv kampagne- og informationsindsats".
Det er endnu uklart, hvordan de to 16-årige blev forgiftet, men den indledende efterforskning peger på, at det kan være puttet i noget, de har drukket, har det lydt fra politiet.
Men fentanyl kan også optræde i puff bars eller i andre narkotiske stoffer.
Sundhedsstyrelsen påpeger også, at man endnu ikke kender detaljer i forhold til hændelsen torsdag, men at der er "flere eksempler på, at piller eller puff bars indeholder meget stærke og farlige stoffer".
Styrelsen henviser til dens advarsler om farlige stoffer på sin hjemmeside fra 28. maj.
/ritzau/