Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

København, 04/05/2026 - 12:42

Amerikansk krigsskib meldes ramt af missiler: Embedsmand afviser

En amerikansk embedsmand afviser ifølge journalist fra Axios, at amerikansk skib er ramt af iranske missiler.

Af: /ritzau/

Irans flåde har ifølge iransk stats-tv forhindret amerikanske krigsskibe i at sejle ind i Hormuzstrædet mandag.

Det iranske nyhedsbureau Fars skriver desuden, at to missiler har ramt et amerikansk krigsskib nær Jask i Iran, efter at skibet ignorerede iranske advarsler.

Det skriver Reuters, der ikke har været i stand til uafhængigt at bekræfte oplysningerne, der heller ikke er bekræftet fra amerikansk side.

En højtstående amerikansk embedsmand afviser dog, at et amerikansk skib er blevet ramt af iranske missiler. Det skriver en journalist fra mediet Axios på det sociale medie X.

Fars citerer lokale kilder for oplysningerne.

Fars skriver videre, at det amerikanske skib har forladt området

BBC skriver desuden, at det iranske militær hævder, at det har forhindret et skib fra den amerikanske flåde i at sejle ind i Hormuzstrædet.

Meldingerne kommer, efter at USA's præsident, Donald Trump, søndag sagde, at USA mandag vil begynde at hjælpe strandede skibe ud af Hormuzstrædet.

Til det har Iran svaret, at skibe fra den amerikanske flåde vil blive angrebet, hvis de sejler ind i Hormuzstrædet.

/ritzau/

TjekDet - faktatjek