Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

Malmø, 03/09/2023 - 17:49

To er anholdt under optøjer ved koranafbrænding i Malmø

Sten og flasker blev kastet mod Salwan Momika, som afbrød sin demonstration i Malmø efter voldsomt opløb.

10040 Anders Wiklund/Tt/Ritzau Scanpix

Af: /ritzau/

To personer er anholdt ved en demonstration søndag i Malmø i det sydlige Sverige, hvor den irakisk-svenske flygtning Salwan Momika brændte en koran.

De to er anholdt for voldsomme optøjer og for at have forsøgt at forhindre politiets arbejde.

Omkring 200 mennesker var ifølge tv-stationen SVT samlet på den plads i Malmø, Värnhemstorget, hvor Momika havde annonceret, at han ville brænde en koran.

Der herskede en spændt stemning på pladsen, hvor der blev kastet sten og flasker mod Momika og en anden mand, der også deltog i aktionen.

Flere forsøgte også at trænge igennem politiets afspærringer.

Det skriver nyhedsbureauet TT, der skriver, at der var tale om et "voldsomt opløb".

Et større politiopbud var på stedet.

To personer forsøgte at komme frem til Momika, men blev stoppet af politiet.

Mindst ti andre blev frihedsberøvet af ordensmagten, skriver SVT.

- Eftersom vi håndterer dette som en særskilt hændelse, går vi på nuværende tidspunkt ikke ud med nogen information om, hvad der er sket, siger en talsmand for politiet til tv-stationen.

Efter omkring 45 minutter måtte Salwan Momika og den anden mand afbryde aktionen. De to blev kørt væk i en politibil. En video på SVT's hjemmeside viser, hvordan en mand stiller sig foran bilen for at forsøge at stoppe den.

Salwan Momika har vakt vrede blandt mange muslimer med en række demonstrationer, hvor han brænder et eksemplar af Koranen af.

Det har ført til spændinger mellem Sverige og nogle lande med en overvejende muslimsk befolkning.

I midten af august oplyste den svenske sikkerhedstjeneste Säpo, at sikkerhedssituationen var forværret i Sverige på grund af koranafbrændinger.

Sverige er gået fra at være et "legitimt" mål til et "prioriteret" mål for islamiske ekstremister, lød det i Säpos vurdering.

/ritzau/

København, 14/01/2026 - 06:29

Kong Frederik har selv indtalt sin bog som lydbog

Fra i dag er bogen "Kongeord" frit tilgængelig som e-bog og lydbog, som er indlæst af kongen selv.

Kong Frederik har selv indtalt bogen "Kongeord", som udgives som lydbog på kongehusets platforme og andre platforme for lydbøger og podcasts.

Det skriver kongehuset på sin hjemmeside.

Både lydbogen og e-bogen er fra onsdag frit tilgængelige.

Det er tidligere blevet meldt ud, at kongehuset har fået overdraget rettighederne til at distribuere den digitale udgave af bogen.

Bogen er skrevet af forfatter Jens Andersen og blev oprindeligt udgivet af Politikens Forlag i 2024.

Den trykte udgave af bogen vil fortsat kunne købes som hidtil, skriver kongehuset.

Det samme vil den oprindelige udgave af lydbogen, som er indtalt af Sigurd Holmen le Dous.

Kong Frederik har indtalt den originale udgave af bogen, hvori kongen deler sine tanker og overvejelser om kongegerningen.

Han har indtalt bogen på Amalienborg i slutningen af 2025 og starten af 2026, lyder det.

"Kongeord" udkom få dage efter tronskiftet 14. januar 2024. Her overtog kong Frederik tronen fra sin mor, dronning Margrethe.

/ritzau/

Læs Mere >>

TjekDet - faktatjek