' /> '> Nicaraguas præsident vil sætte en stopper for nye valg i landet
Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

Managua, 21/07/2026 - 17:10

Nicaraguas præsident vil sætte en stopper for nye valg i landet

USA's udenrigsminister fordømmer tirsdag meldingen fra Nicaraguas præsident, som vil droppe valg i landet.

Af: /ritzau/

Nicaragua skal fremover ikke længere afholde valg.

Det sagde det centralamerikanske lands præsident, Daniel Ortega, søndag aften i en tale ifølge Reuters.

- Der vil ikke længere blive afholdt valg, hvor de (oppositionen, red.) kan forsøge at overtage regeringen og magten, sagde Ortega i talen.

Talen blev ifølge Reuters afholdt til minde om den sandinistiske revolution i 1979, hvor Ortega var med til at vælte det USA-støttede styre under Anastasio Somoza.

Den 80-årige præsident tilføjede ifølge nyhedsbureauet, at de dage, hvor partier støttet af USA vil vende tilbage til magten, er forbi.

- Aldrig mere, sagde Ortega.

USA's udenrigsminister, Marco Rubio, fordømmer tirsdag meldingen fra Ortega.

- Daniel Ortegas udtalelse om, at der under hans families diktatur aldrig igen vil blive afholdt valg i Nicaragua, afslører deres sande autoritære natur, skriver Rubio i en pressemeddelelse.

RITZAU

TjekDet - faktatjek