København, 31/07/2026 - 20:28
Italien pauser fri indrejse fra Spanien i en måned efter krise i Ceuta
Italiens premierminister varslede tidligere fredag, at landet var klar til at suspendere Spanien fra Schengen.
Andreas Solaro/Ritzau Scanpix
Af: /ritzau/
Italien suspenderer Schengen-samarbejdet, der sikrer fri bevægelighed, med Spanien i en måned.
Det oplyser det italienske indenrigsministerium ifølge nyhedsbureauet Reuters.
Italien og Spanien grænser ikke op til hinanden. Men den italienske suspendering vil påvirke folk, der rejser med fly eller skib mellem de to lande, skriver Reuters.
Det betyder, at man skal vise pas for at komme ind.
Indenrigsministeriet oplyser ifølge Reuters, at grænsepoliti vil udføre "målrettede, selektive kontroller" af statsborgere fra tredjelande, der kommer fra Spanien.
Derudover har Italien aftalt med Frankrig, at kontrollen ved de to landes fælles grænse skal styrkes.
I en kommentar på det sociale medie X kalder Italiens premierminister, Giorgia Meloni, det for et "ekstraordinært tiltag".
- Dette tiltag vil kun blive opretholdt, så længe, det er nødvendigt, med særlig vægt på at begrænse enhver indvirkning på sommerturismestrømmene, skriver hun.
Schengen-samarbejdet sikrer, at man frit kan rejse mellem de europæiske lande, der er en del af samarbejdet.
Men flere lande har det seneste døgn opfordret til at suspendere Spanien fra samarbejdet.
Det skyldes, at næsten 60.000 migranter har krydset grænsen til den spanske eksklave Ceuta siden torsdag.
Med Schengen-samarbejdet kan EU-borgere i teorien frit rejse på tværs af EU-landenes grænser uden kontrol.
Italiens Meloni frygter, at migranterne i Ceuta og andre migranter i Spanien kommer til Italien - helt lovligt.
Hun var den første regeringschef i EU til fredag at lufte muligheden for at smide Spanien ud af Schengen-samarbejdet.
Ifølge reglerne for Schengen-samarbejdet må der ikke laves systematisk kontrol af EU-borgere ved de indre grænser.
Under særlige omstændigheder er det dog tilladt for et Schengen-land at genindføre grænsekontrol ved landets indre grænser.
Politiske modstandere af Giorgia Melonis regering afviser ifølge Reuters tiltaget som en symbolsk handling.
Der er ikke dokumentation for, at migranterne i Ceuta havde hensigt om at rejse til Italien, lyder det.
Tidligere fredag lød det fra EU-kommissæren for indre anliggender og migration, Magnus Brunner, at EU ikke har set, at migranter er rejst videre nordpå mod europæisk fastland fra Ceuta.
- Jeg er fortsat i tæt kontakt med de spanske myndigheder. Der er ingen videre bevægelser mod det europæiske kontinent, lød det i et opslag på X.
RITZAU




