Washington D.C., 29/05/2026 - 17:15
Trump vil snart træffe beslutning om Iran-aftale og kommer med krav
Skibe der er "fanget" i Hormuzstrædet grundet en flådeblokade, kan begynde at vende hjem, skriver Donald Trump.
Af: /ritzau/
Iran skal gå med til aldrig at have atomvåben, og Hormuzstrædet skal åbnes øjeblikkeligt.
Sådan lyder et par af kravene fra USA's præsident, Donald Trump, hvis landet skal indgå en aftale med Iran.
Det fremgår af et opslag fra præsidenten på hans sociale medie, Truth Social, fredag.
- Skibe, der er fanget i strædet på grund af vores fantastiske og hidtil usete flådeblokade, som nu vil blive ophævet, kan begynde processen med at "vende hjem!".
- Sig HEJ til jeres koner, ægtemænd, forældre og familier fra mig, jeres yndlingspræsident!, skriver Trump.
USA har indført en flådeblokade af iranske skibe og havne. Donald Trump har tidligere fastslået, at han ville opretholde blokaden, indtil der er indgået en aftale.
Fredag skriver han, at han nu vil gå i Det Hvide Hus’ situationsrum for at træffe en endelig beslutning.
Krigen mod Iran begyndte, efter at Israel og USA i fællesskab udførte angreb på Iran den 28. februar i år.
/ritzau/




