Zaporizjzja, 26/11/2025 - 02:11
Guvernør melder om større droneangreb på ukrainsk storby
Mindst 12 personer er såret efter droneangreb i det sydøstlige Ukraine. Sårede er blevet bragt til sygehuset.
Darya Nazarova/Ritzau Scanpix
Af: /ritzau/Reuters
Mindst 12 personer er såret efter et stort russisk droneangreb i byen Zaporizjzja sent tirsdag aften.
Det siger Іvan Fedorov, der er guvernør i regionen med samme navn, i en video på den krypterede beskedtjeneste Telegram.
12 personer er blevet bragt til sygehuset, hvor de behandles for deres skader, lyder det videre fra guvernøren.
Han melder desuden, at droneangrebet har udløst flere brande og beskadiget flere butikker, bygninger og biler.
- Der er i øjeblikket en redningsoperation i gang 12 steder. Det højest mulige antal medarbejdere fra beredskabstjenesten, politiet og sundhedsvæsnet er blevet indsat, siger han.
Billeder på sociale medier viser brandfolk, der arbejder på at slukke brande i højhuse, ligesom der står udbrændte køretøjer i byens gader.
Beredskabstjenester melder tidligt natten til onsdag på Telegram, at brandene er ved at blive bragt under kontrol, og at redningsarbejdet fortsætter.
Russiske styrker har opnået kontrol med en stor del af regionen Zaporizjzja. De russiske soldater har for nylig vundet yderligere terræn, selv om byen Zaporizjzja, der er den største by i regionen, fortsat er på ukrainske hænder.
Rusland har udnævnt sin egen guvernør i området, Jevgenij Balitskij. Han melder, at ukrainske styrker har angrebet elnettet i regionens russisk-kontrollerede områder.
På Telegram skriver Balitskij, at strømmen er gået for 40.000 elkunder i russisk-kontrollerede byer.
Trumps administration fremlagde i sidste uge en fredsplan på 28 punkter.
Den indeholdt flere punkter, som umiddelbart var uacceptable for Ukraine. Heriblandt er krav om, at landet skal afgive hele Donbas-regionen, og at Ukraine aldrig bliver indlemmet i forsvarsalliancen Nato.
De sydlige regioner Kherson og Zaporizjzja, som Rusland aktuelt besætter dele af, skal ifølge planen "fryses ved kontaktlinjen".
Siden har USA forhandlet med europæiske ledere og Ukraine, hvorefter planen er blevet revideret til en 19-punkts-plan.
I den reviderede udgave skal flere af de punkter, som blev anset som uspiselige for Ukraine, være ændret eller sparket til hjørne.
/ritzau/Reuters




