Bogotá, 24/08/2026 - 23:34
Rapport: Væbnede grupper rekrutterer børn på Facebook og TikTok
Human Rights Watch mener ikke, at techgiganter gør nok for at stoppe rekruttering af børn i Colombia.
Raul Arboleda/Ritzau Scanpix
Af: /ritzau/
Facebook og TikTok har ikke formået at forhindre spredningen af indhold produceret af colombianske væbnede grupper, som har til formål at rekruttere børn.
Det skriver Human Rights Watch i en ny rapport.
- Disse platforme har ikke effektivt opdaget, fjernet eller forhindret sådant indhold.
- I nogle tilfælde så det ud til, at deres algoritmer fremmede disse indlæg, hvilket højst sandsynligt øgede de væbnede gruppers rækkevidde, skriver menneskerettighedsorganisationen.
Siden 2021 er omkring 1500 børn blevet rekrutteret af væbnede grupper i Colombia, oplyser Human Rights Watch.
De væbnede grupper bruger børn i kamp samt til håndtering af våben, droner og sprængstoffer, lyder det.
I nogle tilfælde bliver børn uden kamptræning brugt som "kanonføde".
- Digitale platforme må erkende, at de bliver brugt til rekruttering af børn, hvilket betyder, at de bliver brugt til at begå forbrydelser, herunder krigsforbrydelser, siger Juanita Goebertus ifølge nyhedsbureauet AFP.
Hun er direktør for den amerikanske afdeling af Human Rights Watch.
Ifølge organisationen er næsten halvdelen af de rekrutterede børn oprindelige folk, selv om oprindelige folk kun udgør omkring fire procent af Colombias befolkning.
Piger udgør omkring 40 procent og er særligt udsatte for seksuel vold, oplyser organisationen ifølge AFP.
Human Rights Watch oplyser, at organisationen har kontaktet både Meta, der ejer Facebook, og ByteDance, der ejer TikTok.
Begge selskaber oplyser, at de har fjernet det specifikke indhold på de sociale medier, og at de konstant forsøger at forhindre væbnede grupper i at rekruttere børn på platformene, skriver AFP.
Den nyindsatte præsident i Colombia, Abelardo de la Espriella, har lovet at slå hårdt ned på væbnede grupper og planlægger at indgå en militæralliance med blandt andre USA.
RITZAU




