Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

København, 23/03/2025 - 17:02

Sass Larsen dropper navneforbud i sag om overgrebsmateriale med børn

Forsvarer har droppet at anmode om navneforbud i sag, hvor tidligere minister Henrik Sass Larsen er tiltalt.

Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Af: /ritzau/

Det er den tidligere socialdemokratiske minister Henrik Sass Larsen, der er tiltalt for at besidde omfattende overgrebsmateriale med børn og en børnesexdukke.

Henrik Sass Larsens forsvarsadvokat, Peter Lundmark Jensen, siger i en pressemeddelelse, at han har droppet at anmode om navneforbud i sagen.

Det sker, efter at "den samlede danske presse" har omtalt sagen "på en sådan måde, at min klients identitet er tydeliggjort", lyder det.

- Jeg har aldrig nogensinde gjort et barn fortræd - og kommer aldrig til at gøre det, siger Henrik Sass Larsen, der nægter sig skyldig i sagen.

Den tidligere socialdemokratiske minister tilføjer, at han havde planlagt at offentliggøre hændelsesforløbet i forbindelse med en kommende bog.

Det var for at give en "hel og fuldstændig" fremstilling af sagen.

- Jeg havde håbet og forventet at have længere tid hertil, men jeg vil nu bruge alle mine kræfter på at færdiggøre bogen, få fortalt min version af sagen og få renset mit navn, siger Sass Larsen.

Indtil bogen udkommer, har han ikke yderligere at tilføje, lyder det.

Mette Mayli Albæk, forlagschef hos Politikens Forlag, oplyser til Berlingske, at forlaget har fået et manuskript, som Sass Larsen er forfatter til.

Forsvarsadvokaten fortæller, at Sass Larsen har opsagt sin stilling i organisationen Aktive Ejere.

Under de givne omstændigheder er det ikke muligt, at Sass Larsen fortsat kan være ansat, siger advokaten.

Det understreges, at Aktive Ejere ikke har haft kendskab til politiets efterforskning og den nu rejste tiltale.

Peter Lundmark Jensen appellerer "på det kraftigste" til, at pressen i fremtiden respekterer Sass Larsens privatliv, siger han.

Tiltalen er rejst efter paragraf 235 stykke 2, der omhandler besiddelse af seksuelt materiale som fotografier, film eller lignende med børn under 18 år.

Ifølge Berlingske skal Sass Larsen have købt sig adgang til materialet over nettet, og materialet er meget omfattende og af særdeles grov karakter.

Desuden er den tidligere minister tiltalt efter paragraf 235a, der blandt andet forbyder besiddelse af børnesexdukker. Det har været forbudt siden 2022.

Besiddelse af overgrebsmateriale med børn og en børnesexdukke kan straffes med bøde eller op til et års fængsel.

Henrik Sass Larsen var erhvervs- og vækstminister fra august 2013 til juni 2015. Han var medlem af Folketinget fra 2000 til 2019.

Desuden var han midlertidigt folketingsmedlem i to forskellige perioder i 1999.

/ritzau/

USA, 12/08/2025 - 16:54

Venner-stjerne: Vi sørgede længe før Matthew Perrys død

Mike Blake/Reuters

Matthew Perrys venner fra tv-serien "Venner" forsøgte at støtte skuespilleren, der i flere årtier kæmpede med misbrug. Det fortæller Jennifer Aniston.

Den 54-årige amerikanske seriestjerne Matthew Perry døde i 2023, da han druknede i sit badekar efter at have mistet bevidstheden som følge af blandt andet at have indtaget ketamin.

Men hans kollega og nære veninde fra tv-serien "Venner" Jennifer Aniston sørgede, længe inden han gik bort.

- Vi gjorde alt, hvad vi kunne, da vi kunne, siger Jennifer Aniston i et stort interview med det amerikanske magasin Vanity Fair.

- Det føltes, næsten som om at vi havde sørget over Matthew i lang tid, fordi hans kamp mod sygdommen var virkelig hård for ham at kæmpe imod.

Matthew Perry havde tidligere åbenhjertigt fortalt og berettet i sin selvbiografi, "Friends, Lovers and the Big Terrible Thing", at han igennem 30 år havde et misbrug af stoffer og alkohol.

Han fortalte, at han ikke huskede optagelserne af "Venner" i en tre år lang periode mellem sæson tre og sæson seks grundet misbrug.

Jennifer Aniston siger i interviewet med Vanity Fair, at hun håber, at Matthew Perry er blevet fri af de indre dæmoner, han i årevis kæmpede mod.

- Jeg er glad for, at han er ude af den smerte, siger hun.

Matthew Perry blev verdensberømt for at spille den sarkastiske Chandler Bing i "Venner", som blev sendt fra 1994 til 2004.

Ud over Jennifer Aniston udgjorde David Schwimmer, Lisa Kudrow, Courteney Cox og Matt LeBlanc resten af venneflokken.

Men skuespillerne var tættere end det.

Det sagde de fem tilbageværende venner i en erklæring efter Matthew Perrys død.

- Vi er alle helt og aldeles knuste over Matthews død. Vi var mere end bare medskuespillere. Vi er en familie, lød det.

Efter Matthew Perrys død er der i skuespillerens navn blevet oprettet en fond, der skal hjælpe andre, der ligesom ham kæmper med misbrug.

En læge erkendte sig i juli skyldig i at forsyne Matthew Perry med ketamin.

Under tilståelsen erkendte lægen at have injiceret Matthew Perry med ketamin i ugerne op til skuespillerens død uden nogen medicinske årsager til det.

Derudover er fire andre personer sigtet i sagen.

Ingen af dem er endnu blevet idømt en straf.

Ketamin er et hallucinogent og smertestillende stof, der hovedsageligt anvendes som bedøvelse til større dyr inden operationer.

Det kan også bruges som medicin til mennesker til behandling af akutte, stærke smerter.

/ritzau/

Læs Mere >>

København, 12/08/2025 - 15:53

Christopher i tårer: Kærligheden og karrieren karambolerer

Anthon Unger/Ritzau Scanpix

Christopher rejser verden rundt som popstjerne, samtidig med at hans egen lille familie er forankret i Danmark. Ny Netflix-dokumentar skildrer dobbeltheden.

- Er det vigtigste at være sammen med min familie, eller er det at spille alle de her shows?

Det spørgsmål stiller den danske popstjerne Christopher sig selv i dokumentaren "Christopher - A Real Beautiful Life", som får premiere på streaminggiganten Netflix 27. august.

For mens han står midt i sit internationale gennembrud og rejser kloden rundt med sine popsange, har hans hustru, modellen og influenceren Cecilie Haugaard, netop født parrets anden datter, som slutter sig til den lille familie, der også tæller storesøster Noelle fra 2021.

Det mærker han konsekvensen af, da han må se sin yngste datter tage sine første skridt fra en telefonskærm.

- Alle de ting, jeg går glip af …, siger han tydeligt berørt.

Det fremgår af den trailer, der er landet forud for premieren.

Christopher udgav sit debutalbum, "Colours", i 2012.

Siden har han udgivet seks albummer: "Told You So", "Closer", "Under The Surface", "My Blood", "A Beautiful Life" og senest "Fools Gold", der udkom tidligere på året.

Pladen "A Beautiful Life" er udgivelsen af de numre, Christopher lavede til den romantiske dramafilm af samme navn, som han indtog hovedrollen i tilbage i 2023.

Det kastede ham ud på en verdensturné, som bragte ham til både USA, Sydamerika og Asien. Blot få uger efter at Cecilie Haugaard havde født parrets anden datter.

- Jeg kommer ikke til at stoppe nu, siger Christopher i dokumentaren.

- Den anden halvdel af mit dobbeltliv starter nu, siger han, mens han sidder i en bil på vej videre.

Ifølge Christopher befinder han sig på affyringsrampen på vej mod at indfri sin store drøm om at blive en international popstjerne.

Men det har en pris, siger hans hustru i dokumentaren.

- Vi har brug for at være sammen som familie bare lige sådan to sekunder, lyder det fra Cecilie Haugaard.

Christopher satte over for sine følgere på det sociale medie Instagram i slutningen af juli ord på, hvor skræmmende det er, at publikum snart kan se dokumentaren.

- Den viser alt det hårde arbejde, ofrene og selvfølgelig al glæden. Det er op- og nedturene fanget på kamera. Jeg håber, at I ikke vil dømme mig, og at I forstår, hvad jeg prøver på med denne film, lød det fra den 33-årige popstjerne.

/ritzau/

Læs Mere >>

København, 13/08/2025 - 10:00

FAKTA: Husk lys på cyklen i den mørke tid

* Du skal have lys på cyklen i lygtetændingstiden. Lygterne skal kunne ses tydeligt på mindst 300 meters afstand.

* Lygter skal monteres på cyklen og ikke på cyklisten.

* En forlygte må gerne lyse hvidt eller gulligt. Hvis den lyser gult, må den ikke blinke. Hvis den lyser hvidt, må den blinke.

* Baglygten skal lyse rødt. En baglygte må gerne blinke.

* Hvis lygten blinker, skal den gøre det med mindst 120 blink i minuttet.

* Din cykel skal desuden være udstyret med lovpligtige reflekser uanset tidspunktet på døgnet.

Kilder: Rådet for Sikker Trafik og Cyklistforbundet.

/ritzau fokus/

Læs Mere >>

København, 13/08/2025 - 10:00

Skolestart uden skrammer: Sådan gør du vejen til skole mere sikker

Soren Bidstrup/Ritzau Scanpix

Trafiktræning, cykeltjek og det rigtige udstyr kan gøre vejen til skole mere sikker for dit barn. Husk også at være opmærksom på din forsikring.

Når skolen og hverdagen begynder efter sommerferien, stiger risikoen også for at komme galt afsted.

Særligt siden 2022 har man set en tendens, hvor der i august registreres 20 til 25 procent flere skader end i juli, skriver forsikringsselskabet Codan i en pressemeddelelse.

Tallet dækker både over børn, der kommer galt afsted på legepladsen, og uerfarne cyklister. Især de yngste skolebørn er udsatte, siger skadedirektør i Codan Jan Graversgaard.

- De yngste cyklister har måske endnu ikke helt styr på trafikken, og deres motorik er stadig under udvikling, siger han.

Typiske skader tæller blandt andet hjernerystelser, brækkede arme og ledbåndsskader.

Men mange af disse skader kan forebygges, hvis du som forælder forbereder dine børn på køreturen til skole, lyder det fra skadedirektøren.

Hos Rådet for Sikker Trafik understreger administrerende direktør Jakob Bøving Arendt, at der heldigvis sker meget få alvorlige ulykker på skolevejene.

- Men vi skal hele tiden arbejde for, at også den unge generation bliver kompetente i trafikken, siger han.

Derfor er det vigtigt at trafiktræne flere gange, så ruten til skole bliver tryg for barnet.

- Dels fordi vejen til skole kan ændre sig i løbet af dagen med forskellige former for trafik, og dels fordi man lærer bedst ved at gentage, siger han.

Rådet for Sikker Trafik anbefaler altid at bruge cykelhjelm og sikre, at den sidder korrekt på hovedet og under hagen.

- Det er en af de mest effektive måder at undgå alvorlige hovedskader på, siger Jakob Bøving Arendt.

Det er desuden vigtigt at lære sine børn at give tegn, når de skal dreje eller stoppe, tilføjer han.

Mind også dit barn om at lade mobiltelefonen blive i skoletasken, når det hopper på cyklen. Det er forbudt at bruge håndholdt mobiltelefon, når du cykler.

Og selv om det ikke er forbudt at lytte til musik undervejs, kræver det, at man stadig er opmærksom og hensynsfuld i trafikken, lyder opfordringen.

Hvis dit barn vil høre musik, podcast eller lignende, anbefaler rådet, at man kun bruger én in-ear høretelefon og helst i højre øre. Så kan du bruge venstre øre til at høre, hvad der sker omkring dig.

Skadedirektør i Codan Jan Graversgaard minder desuden om at gennemgå sine forsikringer i forbindelse med skolestart.

- Det er en udbredt misforståelse, at børn automatisk er dækket af forældrenes eller skolens forsikring. Derfor bør man som forælder tjekke, om barnet har en selvstændig ulykkesforsikring - og hvad den konkret dækker, siger han.

Siden 2012 har skoler og institutioner nemlig kun haft ansvar, hvis et uheld skyldes mangelfuld vedligeholdelse eller utilstrækkeligt tilsyn, påpeger Codan.

/ritzau fokus/

Læs Mere >>

TjekDet - faktatjek

Privatliv