Washington D.C., 13/03/2026 - 11:54
Fire besætningsmedlemmer fra amerikansk militærfly døde i flystyrt i Irak
Det var ikke beskydning, der fik et amerikansk militært tankfly til at styrte ned i Irak, siger militæret.
Af: /ritzau/
Fire besætningsmedlemmer er døde i et amerikansk flystyrt i Irak torsdag.
Det oplyser det amerikanske militær fredag ifølge Reuters.
Flyet var et tankfly fra det amerikanske militær.
Nedstyrtningen skyldtes hverken fjendtlig beskydning eller såkaldt "friendly fire", skriver det amerikanske militærs centralkommando, U.S. Central Command, i en udtalelse ifølge nyhedsbureauet.
Årsagen til styrtet bliver ifølge centralkommandoen undersøgt.
Dødsfaldene bringer antallet af amerikanske militærpersoner dræbt i krigen med Iran op på mindst 11 personer.
Yderligere to besætningsmedlemmer var om bord på flyet, da det styrtede ned. Redningsindsatsen for at finde dem pågår stadig.
- Hændelsen fandt sted i venligt luftrum under "Operation Epic Fury", lyder det videre.
"Operation Epic Fury" er navnet på USA's operation mod Iran.
Et andet fly, der dog landede sikkert, var ifølge det amerikanske militærs centralkommando også involveret i hændelsen.
Mens U.S. Central Command siger, at hændelsen ikke skyldtes beskydning, er meldingen fra Iran en anden.
Irans militær sagde i en tidligere erklæring, som blev transmitteret på statslig tv, at en allieret gruppe i Irak havde skudt flyet ned med et missil, hvilket dræbte hele besætningen, skriver AFP.
En islamisk modstandsbevægelse har desuden sagt i en udtalelse, at den er ansvarlig for nedskydningen af et amerikansk luftfartøj.
Reuters beskriver bevægelsen som en paraplyorganisation bestående af Iran-støttede bevæbnede fraktioner.
Den siger, at den har nedskudt et KC-135 tankfly "i forsvar af vores lands suverænitet og luftrum".
Bevægelsen siger desuden, at de også havde angrebet et andet fly, som undslap.
/ritzau/Reuters




