København, 04/08/2026 - 14:02
DMI varsler skybrud og torden til næsten hele landet
Bornholm er den eneste del af landet, som ikke er omfattet af varsel om skybrud natten til onsdag.
Af: /ritzau/
Fra midnat og frem til onsdag middag risikerer stort set hele landet at blive ramt af lokale skybrud og torden.
Det skriver Danmarks Meteorologiske Institut (DMI) i et varsel på sin hjemmeside.
Den eneste del af Danmark, som står til at gå fri af DMI's varsel, er Bornholm.
Varslet er det, som DMI kalder et kategori 1-varsel, som handler om voldsomt vejr.
Det er endnu usikkert, hvor de kraftigste byger vil falde. Men det er forventningen, at der lokalt kan falde mellem 15 og 25 millimeter regn på 30 minutter.
Et skybrud er defineret ved, at der falder mindst 15 millimeter regn på maksimalt en halv time.
RITZAU




