Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

København, 20/11/2025 - 10:17

Lastbilchauffør erkender kokainindtag før soloulykke

Politiet var onsdag aften ude ved et solouheld på Holbækmotorvejen, hvor en lastbil væltede om på siden.

Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Af: /ritzau/

Midt- og Vestsjællands Politi var onsdag aften til stede på Holbækmotorvejen ved Gevninge, hvor en 44-årig lastbilchauffør havde mistet herredømmet over sin lastbil, som var væltet om på siden.

Det skriver politikredsen i døgnrapporten torsdag.

Manden blev skønnet påvirket, og han erkendte at have indtaget kokain for nylig.

Lastbilchaufføren, der er fra Slagelse, kørte mod øst ved Gevninge omkring klokken 21, da han ramte et stykke sort is.

Lastbilen skred ud, og chaufføren mistede herredømmet over den, så den væltede om på siden og gled ud i nødsporet og videre ud i grøften, hvor den blev stoppet af nogle træer.

Politiet beskriver det som en stor lastbil.

På trods af ulykken slap chaufføren uden alvorlige skader, men blev undersøgt på sygehuset. På sygehuset fik han foretaget en blodprøve, som politiet afventer svar på.

/ritzau/

København, 20/11/2025 - 15:17

Målrettet fodboldfyr får kongeligt ur for sin tid i Livgarden

Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix

Kong Frederik har hædret en ung garder med "Kongens Ur" i forbindelse med en parade ved Livgarden.

Kong Frederik har torsdag overrakt "Kongens Ur" til garder Oliver Rolf Petersen fra Haslev på Sjælland.

Uret er en hædersbevisning, der gives til en værnepligtig garder i Livgarden ved afslutningen af tjenestetiden.

Hæderen får Oliver Rolf Petersen for at besidde en stor modenhed og faglighed, lyder det i indstillingen.

- Garder O.R. Petersen besidder et højt niveau af holdning, faglighed og positivitet, som smitter af på resten af vagtholdet.

- Han har igennem en stor modenhed etableret en naturlig autoritet over for sin afløsning og sideordnede på vagt. Hans gode forhold til sine kolleger gør også hans autoritet troværdig.

Garderen får også ros for at stræbe efter at skabe et godt socialt miljø, når han er på vagt.

Oliver Rolf Petersen er født i Silkeborg, men er opvokset i Haslev.

Fra barnsben har han været glad for at spille fodbold, og han har spillet på elitehold i både Køge og Herfølge.

Af sin far beskrives han som målrettet og viljestærk, men også som omsorgsfuld og god til at omgås mennesker.

Det er ikke faldet på plads, hvad Oliver Rolf Petersen skal efter endt tjeneste i Livgarden.

Han har søgt om en plads på sergentuddannelsen, men han har ikke fået svar endnu.

/ritzau/

Læs Mere >>

København, 20/11/2025 - 14:37

Femdøgnsprognosens far Mikael Jarnvig stopper i DR

71-årige Mikael Jarnvig har formidlet vejr på tv i over 30 år. Den 1. december går han på pension.

Vejrværten Mikael Jarnvig stopper i DR efter mere end 37 år på skærmen.

Det skriver DR.

Jarnvig har tusinder af vejrudsigter bag sig. Fra 1. december skifter den 71-årige tv-vært hverdagen i DR ud med en tilværelse som pensionist.

Indtil da kan man se ham på skærmen frem til 30. november, hvor han for sidste gang fortæller om vejret i TV Avisen på DR1.

Mikael Jarnvig er måske mest kendt for at have fundet på femdøgnsprognosen tilbage i 1980'erne.

Han brugte sit skoleskema som inspiration.

- Så jeg satte dagene øverst, og under det symboler for vejret med temperaturer og pile for vinden. Så kunne man i grove træk se, hvordan dagene blev. Det syntes jeg, var genialt, har Jarnvig tidligere sagt til DR.

Femdøgnsprognosen blev en succes og bliver stadig brugt.

Han bliver da også omtalt som en institution af Anders Kern Boje, der har ansvar for Vejret på DR.

- Mikael Jarnvig er lidt af en institution i dansk vejrformidling. Igennem mere end 37 år hos os har han løftet vejrformidlingen til nye højder, båret af stor faglig ballast og et stort engagement.

- Mikael er en fantastisk kapacitet, som både seerne, kollegerne her i DR og jeg har holdt meget af, og som vi unægteligt kommer til at savne i studiet, siger han.

At Mikael Jarnvig er i en klasse for sig, mente også bandet Shu-bi-dua, som i 1997 nævnte ham i sangen "Michael".

- Hvem er solskin på en regnvejrsdag? Meteorologen, som vi holder af, sang Michael Bundesen om Jarnvig.

Selv om tiden som vejrvært lakker mod enden, giver Mikael Jarnvig ikke helt slip på at formidle om vejr og klima. Han planlægger nemlig at fortsætte med at holde foredrag, siger han til DR.

Han tilføjer, at det har været meget spændende at følge de teknologiske udviklinger inden for vejrformidlingen.

- Lige fra papir, tusch, faksimile og affotografering af satellitfotos på papir og så frem til de mange vejrapps, der stort set har overtaget formidlingen af vejr til almindelige danskere.

- Jeg har været meget glad for den opbakning, jeg har mødt undervejs i mit arbejdsliv. Nå, men alting har en ende, og jeg føler, at min tid som vejrformidler på tv er slut nu, siger Jarnvig.

Han begyndte som vejrvært i 1988 i DR. Efter en del år hos public service-stationen skiftede han i 1996 til TV3 og siden til TV 2, inden han i 2013 vendte tilbage til DR.

/ritzau/

Læs Mere >>

, 20/11/2025 - 11:16

FAKTA: Tjek produkter med arganolie

* Arganolie bruges i mange hår- og hudplejeprodukter og skulle efter sigende have en plejende effekt. 

* Men mange af de hårolier, der markedsføres som "Argan oil", indeholder kun ganske lidt af de gyldne dråber.

* Forbrugerrådet Tænk Kemi har gennemgået en række af disse hårolier, og her udgør arganolie under 25 procent af indholdet i flere af dem. 

* Det er ifølge konstitueret projektchef Christel Søgaard Kirkeby en god idé at være lidt kritisk og tjekke produktets indhold. 

* På bagsiden af flasken skal du kigge efter betegnelsen "argania spinosa kernel oil". Jo længere nede det står på ingredienslisten, desto mindre er der i.

Kilde: Forbrugerrådet Tænk Kemi og konstitueret chefrådgiver og testsansvarlig Christel Søgaard Kirkeby. 

/ritzau fokus/

Læs Mere >>

, 20/11/2025 - 11:16

Din hårolies blødgørende effekt kan gøre mere skade end gavn

Brendan Smialowski/Ritzau Scanpix

Mange hårolier lover tykkere, længere og mere glansfyldt hår. Men det er klogt at tjekke flaskens etiketter, hvis du gerne vil undgå uønsket kemi.

Det kan være let at lade sig forføre af håroliers lovende kvaliteter.

Men i flere af de mest populære hårolier gemmer de blødgørende dråber også på en række problematiske stoffer.

Det viser en ny test, der er lavet af Forbrugerrådet Tænk Kemi.

Nogle af de stoffer, der skiller sig ud i testen, er en gruppe af kemikalier, der kaldes siloxaner.

Det fortæller Christel Søgaard Kirkeby, der er testansvarlig og konstitueret projektchef i Forbrugerrådet Tænk Kemi.

- Det er en type silikonestoffer, som har været meget populære i blandt andet hårolie, fordi det kan have en blødgørende effekt for håret.

- Der findes mange forskellige siloxaner, og det de har tilfælles er, at de er miljøbelastende, siger Christel Søgaard Kirkeby.

Stofferne fordamper fra håret og ender i jorden og vandmiljøet, hvor de har meget svært ved at blive nedbrudt.

Af samme årsag er flere siloxaner på EU's liste over særligt problematiske kemikalier.

- Nogle af dem er også mistænkt for at være hormonforstyrrende. Det vil sige, at de kan påvirke vores hormonbalance og potentielt give uønskede effekter, siger projektchefen.

Christel Søgaard Kirkebys råd er simpelt, nemlig at du skal kaste et blik på produktets ingrediensliste.

De mest problematiske siloxaner optræder ifølge projektchefen under navnene: cyclopentasiloxane, cyclohexasiloxane, cyclomethicone og trisiloxane.

For lettere at kunne overskue indholdet kan du bruge en app som Forbrugerrådet Tænks Kemiluppen, hvor du scanner produktet.

Her vil en hårolie, som indeholder siloxaner, blive markeret med en C-kolbe, der er den dårligste bedømmelse, fortæller Christel Søgaard Kirkeby.

Produkter med C-kolben indeholder stoffer, der for det meste er lovlige, og de enkelte produkter er ikke sundhedsskadelige i sig selv.

Men de bidrager ifølge Forbrugerrådet Tænk til din udsættelse for problematiske kemikalier, der samlet kan udgøre en sundhedsrisiko.

Selv om det skulle vise sig, at din faste hårrutine inkluderer en enkelt hårolie med siloxaner, behøver du dog ikke at smide den ud med det samme.

- Det handler meget mere om, hvad du generelt bliver udsat for i din hverdag med alle de produkter, du bruger, siger Christel Søgaard Kirkeby.

I Kemiluppen findes der 157 hårolier, der er testet for uønsket kemi.

94 af dem får C-kolben, mens kun 8 hårolier lever op til kravene for A-kolben - den bedste kemibedømmelse.

Hvis du vil undgå de problematiske stoffer, er det vigtigste, at du lægger mærke til indholdet, næste gang du putter hårolie i kurven.

Kosmetik og plejeprodukter, der sælges i EU, er ifølge Miljøstyrelsen underlagt et fælles regelsæt.

EU har besluttet, at der fra 6. juni 2027 kun må være op til 0,1 procent af de mest problematiske siloxaner i kosmetik og plejeprodukter.

I hårolierne, som Forbrugerrådet Tænk Kemi netop har testet, er siloxanerne ofte den primære ingrediens.

Miljøstyrelsen anbefaler, at du som udgangspunkt går efter produkter, der er Svanemærket eller lever op til samme standard.

Der er nemlig krav til, at de ikke må indeholde de problematiske stoffer.

Rådet gælder især for de basisprodukter, du bruger jævnligt og i store mængder derhjemme, fremgår det af styrelsens hjemmeside.

Er du gravid, eller har du ønsker om at blive det, kan det ifølge Christel Søgaard Kirkeby også være en god idé at gøre lidt ekstra for at undgå stofferne.

/ritzau fokus/

Læs Mere >>

TjekDet - faktatjek