Aabenraa, 29/01/2026 - 11:29
Lastbilchauffør ventes at blive sigtet efter ulykke med dræbt betjent
En 43-årig mandlig betjent er omkommet, og en 25-årig kvindelig politielev er i kritisk tilstand efter ulykke.
Claus Fisker/Ritzau Scanpix
Af: /ritzau/
Politiets indledende undersøgelser tyder på, at to betjente, der natten til torsdag blev påkørt af en lastbil på E45 Sønderjyske Motorvej, befandt sig uden for patruljebilen.
Ulykken kostede en betjent livet, mens en anden er i kritisk tilstand.
Det siger politidirektør Frits Kjeldsen fra Syd- og Sønderjyllands Politi på et pressemøde ved Politigården i Aabenraa torsdag formiddag.
- Det tyder på, at de har gået uden for bilen, da ulykken sker. Lastbilen har ramt både bilen og på en eller anden måde også ramt medarbejderne, siger politidirektøren.
Politidirektøren oplyser, at lastbilchaufføren ventes at blive sigtet.
- Vi er ved at tage stilling til, hvad sigtelsen skal lyde på, siger Frits Kjeldsen.
Chaufføren er blevet afhørt torsdag morgen.
En 43-årig mandlig betjent er afgået ved døden, mens en 25-årig kvindelig politielev er i kritisk tilstand efter en færdselsulykke på motorvejen.
- Hun er overført til OUH (Odense Universitetshospital, red.) og er under operation, siger politidirektøren.
Betjentene var omkring klokken 01.30 rykket ud til motorvejen efter en anmeldelse om en soloulykke som følge af glatføre.
Da de var ved at have overstået arbejdet på stedet, blev de påkørt af en lastbil.
Det er ved at blive undersøgt, om betjentene befandt sig i nødsporet, da ulykken skete.
/ritzau/




