Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

Stockholm, 22/10/2025 - 15:47

Sverige vil sælge op mod 150 Gripen-kampfly til Ukraine

Efter hensigtserklæring om svensk salg af kampfly til Ukraine, takker Zelenskyj Sverige for støtten.

Af: /ritzau/

Sverige og Ukraine har onsdag underskrevet en hensigtserklæring om, at Sverige skal sælge op mod 150 Gripen-kampfly til Ukraine.

Det siger Sveriges statsminister, Ulf Kristersson, på et pressemøde med Ukraines præsident, Volodymyr Zelenskyj, ifølge SVT.

- Det er begyndelsen på en lang rejse, siger Kristersson ifølge det svenske medie.

Pressemødet finder sted hos våbenproducenten Saab i Linköping.

Gripen er et svenskudviklet kampfly, som produceres af Saab.

Under pressemødet kalder Zelenskyj Gripen-flyene for "fantastiske" og takker Sverige for støtten.

– Vi håber at få mindst 100 af disse fly. Og vi forstår, at det her er en lang proces. Det er også en lang proces økonomisk, siger han ifølge SVT.

/ritzau/

TjekDet - faktatjek